Den Tracii Guns-løse udgave af L.A. Guns har lavet endnu en middelmådig plade
Rock till you drop
Enhver hard rock-fan med respekt for sig selv kender L.A. Guns og historien om, hvordan de og Hollywood Rose slog pjalterne sammen tilbage i midt-80’erne og dannede Guns’N’Roses. Men måske er det ikke de fleste, der ved, hvad der skete med bandet efterfølgende. En af stifterne, Tracii Guns, droppede fusionsplanerne med Axl & co., blev erstattet af Slash og valgte at køre L.A. Guns videre med stor forvirring til følge. Forvirring, fordi de i de efterfølgende tyve år havde intet mindre end 38 udskiftninger i lineuppet. Derudover blev denne saga om L.A. Guns, som for undertegnede er mere indviklet end Ulysses af James Joyce, yderligere uoverskuelig at følge med i, da Tracii Guns for nogle år tilbage først valgte at forlade bandet og senere hen gendanne det med tidligere forsanger Phil Lewis. Guns havde dog lige glemt at snakke med de andre i det “originale” band, som rent faktisk havde holdt det aktivt i mellemtiden, så nu er vi så heldige at have to versioner af bandet. Med samme navn… Forvirret? Det forstår jeg godt. Men kort sagt så findes der i dag to udgaver af L.A. Guns, der spiller de samme gamle hits, og den ene – altså den uden Tracii – er nu på trapperne med en ny plade, der hedder Renegades.
Vellydende metervare
Det nuværende lineup i L.A. Guns – altså dem, som ikke tæller Tracii Guns – består af trommeslager Steve Riley og bassist Kelly Nickels, som har været med det meste af vejen, siden dengang de spillede sammen med Tracii Guns, Mike Cripps og Phil Lewis. I dag udgør de L.A. Guns sammen med tidligere Ratt-medlem Scott Griffin og sanger/guitarist Kurt Frolich. Men nok om det, for det er en lang snak. Lad mig bare slå fast med det samme, at der er langt mere at sige om bandets forvirrende historie, end der er om deres nye plade, Renegades.
Albummet starter faktisk rigtig glimrende med nummeret “Crawl”, som med det samme fedter sig ind alle de rigtige steder hos dem, der elsker hard rock a la Guns’N’Roses, Mötley Crüe og Poison. Det er hamrende godt produceret, der er masser af fed guitar og et fedt omkvæd, og det er kort sagt en rigtig rockørehænger. Desværre fortsætter pladen dog ikke, som den starter. Allerede straks efter det sublime åbningsnummer får vi nemlig det ene nummer efter det andet, der bedst kan betegnes som fyld. Bevares, der varieres fint mellem hård rock i højt tempo og akustiske sjælere i Bon Jovi-klassen, mens bundniveauet er nogenlunde, men det er bestemt ikke rock af den mindeværdige slags. Faktisk skal vi helt hen til de sidste to numre – titelnummeret “Renegades” og afslutteren “Don’t Wanna Know” – før det bliver medrivende og interessant igen, og på en plade med kun ti numre på sølle 39 minutter er helhedsindtrykket dermed nogenlunde anstændigt, men ikke voldsomt imponerende.
Tre gode numre er ikke nok
Jeg må indrømme, at jeg er en sucker for hard rock af denne type. Trods min store passion for den hårdeste hårde metal vil jeg altid være en fortabt rockentusiast med hang til den slags sleazy 80’er-spade, som kun Guns’N’Roses, Mötley Crüe, Twisted Sister og et par stykker andre kan levere. De helt tidlige værker fra L.A. Guns – det “originale” band – kan i en snæver vending også bruges, men at der i dag findes to versioner af bandet, som begge stadig udgiver middelmådig musik, rykker ikke ret meget i mig.
Renegades er tre superfede numre og syv ligegyldige og er dermed også en plade, jeg arkiverer under prædikatet ‘ok, men ikke prangende’. Dedikerede fans af Sunset Strip-æraen anno 1985 vil være godt underholdt, mens Renegades for de fleste andre vil være hurtigt glemt.