Kvelertaks blanding af black, punk og rock appellerer bredt uden at tale til den laveste fællesnævner
Festlig galskab
I 2010 udgav det 6-mands store band, Kvelertak fra Norge, deres debutalbum, Kvelertak. Med deres unikke kombination af rock, hardcore punk og black metal skrev bandet sig ind i den bølge af bands, der er ved at nedbryde de definitoriske rammer for black metal – sammen med bands som f.eks. Alcest og Deafheaven (uden genremæssig sammenligning, i øvrigt). Derudover skrev bandet sig ind i bevidstheden hos mange ved netop at lave en utrolig vellykket sammensmeltning af førnævnte genrer.
På Nattesferd er det den samme genremæssige treenighed, der er til stede, men den interne vægtning er meget anderledes, end på deres debutalbum: Nattesferd lyder meget mere som et rocket road trip ud ad Route 66 i USA, end som en black-metallisk vandring gennem en kold norsk vinterskov.
Udviklingen fortsætter
At det er noget nyt bliver allerede signaleret, idet man får albummet i hånden. Coverartet er ikke længere det stilistiske og karakteristiske John Dyer Baizley-værk, som har prydet de to foregående albums. Denne gang har Arik Roper bidraget med et fantastisk stemningsfyldt viking-og-fugl-motiv. Stilskiftet signaleres, omend intet om skiftes indhold afsløres.
På albummets åbner, ”Dendrofil for Yggdrasil”, bliver man kastet hovedkulds ud i den velkendte atmosfæriske black metal-lyd med tremolo-riff og blast beats. Langsomt lister der sig dog små guitarstykker ind, der er mere melodiske og nærværende i lyden og flytter tanken hen på klassisk rock frem for black metal.
Da andet nummer, ”1985”, begynder, har guitar-riffet taget et hovedspring ud i stadionrock, og man sidder og spørger sig selv, om det er et nummer fra Van Halens album 1984. Men så hører man Erlend Hjelviks karakteristiske vokal, der fungerer som det sikre referencepunkt, der gør, at man ikke i et splitsekund er i tvivl om, at det er Kvelertak, man lytter til. Og den musikalske vandring væk fra black og hen mod den hårde rock er en generel tendens på albummet. ”Svartmesse” er på guitar-siden mere party-rock, end det er metal, og det leder tankerne lidt hen på Kiss i 80’erne.
Albummet er vellydende og lyder af et band, der nyder at spille musik. Bandet leger flere gange med de muligheder, tre guitarer giver, og bliver i løbet af albummet ved med at udvikle sig. Den sidste halvdel af albummet falder lidt i energiniveau i forhold til første, men bliver til gengæld en spændende og nærmest prog-rocket oplevelse.
Præmissen lykkedes
Kvelertak har på Nattesferd lavet et fedt og festligt album med høj kunstnerisk integritet. De har skruet rocken op på 11, og om det er et udtryk for en spændende og opfindsom leg med genrer, eller om det er begyndelsen på en glidebane, der ender i en endimensional Airbourne-pendant, kan kun fremtiden vise.
Om man foretrækker det mere blackede og punkede Kvelertak, eller om man synes, den stigende grad af rock klæder bandet, vil altid være en fuldstændig subjektiv sag. Ligegyldig udfaldet heraf er det dog sikkert, at Kvelertak med Nattesferd har lavet et album, der lever op til deres præmis: festlig galskab.
