Var retrorocken ikke lagt i graven?

Retrorocken havde afgjort sin tid, en genre, hvor særligt svenskerne var leveringsdygtige. Et nævneværdigt eksempel er Graveyard. Der var også Witchcraft, som mere var reglen end undtagelsen, for retrorocken fik aldrig den kulturelle vægt, den sigtede efter. Det var mere hype end noget andet. Men ligesom Moses trådte ned fra bjerget med stentavler i hånden, træder Kryptograf ned fra bjerget, undskyld Bergen, med sit det tredje kuld. De debuterede 2020 med et album, der var rettet ind på alt retro, men tog gevaldigt hævn med The Eldorado Spell (2022), der nok fortsatte i samme spor, men som samtidig trak både blues og et gevaldigt skud stonerrock ind. Lyt til ”The Spiral”, og prøv at undgå at tænke på Red Fangs monstrøse hit ”Wires”. ”When The Witches”, fra samme album, var også tonstung og skrevet af fra samme spiral. Eldoradoen var et meget stærkt udspil, lige dele retro og lige dele stener.  Man kunne håbe, at de til deres nybagte baby har sørget for godt med sten i sutteflasken, for det har de edderbrodereme styr på.

Skæbnen er nådefuld

Det er altid et klogt træk at destillere sine inspirationskilder, at sortere grundigt i alt det gamle skrammel og danne sig et overblik. Kryptografen har med et skarpt blik formået at være snild og kreativ, for retrorockens hypede grundbog er skiftet ud med, tja, ikke ligefrem Necronomicon, for så onde er de ikke, men måske er der alligevel sakset et par idéer fra den okkulte afdeling. Har de lyttet til de sande skabere af den uhyggelige metal, selveste Mercyful Fate? Eller er det afkoget Ghost, der spøger under nordmændenes nyskabende psyk-prog metal? Hvem ved, ubestrideligt er det, at “From Below” er Ghost/Fate med vokal og vokalmelodier a la senere Mastodon. Dog med et umiskendeligt skandinavisk udtryk. Det er måske her, hvor retrorocken lurer, men det nøjes den også med, for kort fortalt er Kryptograf som Graveyard, bare med mere oomph! Eller som den nærmest skandinavisk-rockende prog-rock, canadiske Mooch leverer. Referencerne til King Diamond & Co. er dog stærkest, for ”The Blade” er klassisk heavy metal. Dem, der finder Ghosts kunstlede tilgang trættende, får her en mere reel og ligefrem udgave. Nummerets intro er nærmest ikke til at skelne fra Papas bedste og mest rockende kreationer. Men de afsluttende guitarfigurer giver præsterne baghjul og hinter i retning af, at Phil Lynotts drenge atter er brudt ud af fængslet. Et eller andet sted i byen. Hvilket Kryptografen også selv gør midtvejs, for albummet er todelt, men det kræver et vågent øre at opdage skiftet, som kun viser sig i meget fine nuancer. Til dels underbygger den skandinaviske rock hele albummet, men første del brænder klassisk metal af som raketbenzin, mens de tre sidste ”From Below”, ”Lost at Sea” og ”The Gales” gradvist tager progrocken på sig. ”The Gales” bryder med logiske sangstrukturer og skifter atmosfære en håndfuld gange på sine syv minutter. Det akustiske nedbræk midt i er mastodontisk tæt på noget, Mastodon kunne have brugt på Crack the Skye, der om noget er et ekstremt progget album.

Mastonecronomicon

Desværre virker det, som om Kryptograf uddrev alle retrorockens stenede ånder på den eminente forgænger. Der er ikke meget sten tilbage, saksen har klippet hul i papiret, og stenene er faldet ud af posen. I stedet er Kryptonomicon stilladseret op på progressive forbilleders værker. Kryptonordmændene er dog mindre omstændeligt proggede og holder netop foden mere til stålet. De er meget mere rock end prog, måske er ’prock’ det rigtige ord. I hvert fald har Kryptografen fattet, at retrorockens ukritiske gentagelser af gamle dages helte er en dødssejler.