MUUUUUH, sagde det lille lam

”Vi kan aldrig få nok, af den fede rock” sang Shu-bi-duas Michael Bundesen, og hans ord er indlysende sande. Vi dækker rocken i dens fulde bredde her på heavymetal.dk. Derfor havde jeg fornøjelsen af at anmelde Pearl Jam for nylig, april bød blandt andet på dansk hillbillyrock, og maj startede med botanisk rock udført uden guitar. Nu er det tid til den canadiske powertrio Moochs tredje omgang psykedelisk rock. 

Canadansk?

Med deres tredje album under vesten er Mooch efterhånden erfarne folk, og det kan høres. De har styr på stilen. Visions er lige så psykedelisk som rocket, så selv ”Morning Prayer”, der et møghamrende solidt rocknummer, slutter med klassisk 60’er-hippiekorsang, og bandet er stærkt, uanset om de fyrer den grundigt af eller i sobre øjeblikke gør det modsatte. Se blot den stille akustiske ”Intention”, der er meget tæt på Alice in Chains. Altså kan der sættes kryds ved det rockede og det stille, og sandelig om ikke det store og episke også er dækket ind med ”New Door”. Det episke er næsten obligatorisk, når vi taler psykedelisk, og her er en sang, der lever op til sit navn; The Doors kan næsten ikke længere være med. Seks minutter udnyttet maksimalt med en stærk intro med melodiske knastørre riff, en stille psykedelisk midte og en underlig Doors-inspireret solo, der slutter i et logisk nik til introen. Ja tak! Derfra er der et lille dyk med et ’cowboy møder hippie’-flippede titelnummer, fra hvilket cowpunkguitaren genbruges i den halvafdæmpede ”You Wouldn’t Know”. Et nummer, som sagtens kan komme på listen over kandidater til årets rocknummer 2024.

Den indledende strofe ’Will I ever’ sunget a cappella i åbneren ”Hangtime” lyder i den grad dansk-engelsk, sådan som vores egne pigtrådsrockere lød i 70’erne, når de sang udenlandsk. Hvem det er i trekløveret Mooch – Ben Cornel, Julian Iac, eller Alex Segreti – der har den danske toning, er svært at sige, da det er kun én af dem. Mens vokalen lyder dansk, er musikken til gengæld ret ’svensk’ med mindelser om Witchcraft, som Mooch dog hæver sig godt og grundigt over.

Bandet skriver, at deres målgruppe er fans af The Doors og 60’ernes musik, som savner et nutidigt tilsnit a la Queens of the Stone Age. Det er nok at strække sandheden en smule at påkalde sig et musikalsk sammenfald med QOTSA. Direkte sammenlignet er sangstrukturerne, melodilinjer, soli og riff mere logiske. Produktionen er stinkende lækker og klar, hvor trommerne ligger tæt op ad 70’ernes ’autentiske’ trommelyd. Du ved, som på Pink Floyds The Wall eller gammel dansk syre. Læg dertil, at guitar og bas er passende beskidte og lækkert forvrængede, når de skal være det, for begrænsningens svære kunst er ingen kunst for Mooch. De er lige ved at være for tilbageholdende, men det er at foregribe konklusionen …

Sikke’n fest vi har haft nu i nat, åh-ja, åh-ja, åh …

Tag chancen, sæt Visions på, for her er en pose fine ædelmetaller, såfremt du er villig til at lytte. Du har højst spildt den korte tid, pladen varer. For andre musikelskere er succesen givet på forhånd: Fans af gammel dansk rock som Moirana og Gasolin’ vil holde en sikker fest her. Samtidig får de et los i bollerne, for Mooch rocker meget mere end de støvede danere. Faktisk er det eneste problem, at pladen er for kort. Otte numre inklusive den instrumentale outro, ”Reflections”; Visions er absolut ikke nogen stor mundfuld. Det er sjældent at skulle ønske sig, at et band begrænsede sig mindre, men her ville intet være tabt ved en forlænget spilletid.