BØVS – belgisk øl, vafler og samuraisovs
Belgien har givet os gode ting som belgisk øl, vafler og samuraisovs (en guddommelig variant af chilimayo). Til gengæld har det midteuropæiske kongerige sjældent forkælet os med store metalfænomener – måske med undtagelse af Aborted, Channel Zero og Amenra. Heavy metal- veteranerne fra Killer er dog ikke i nærheden af at udvide listen.
Killer består af vokalist og guitarist Paul ‘Shorty’ Van Camp, Ian Anthony på bas og ‘Vanne’ på trommer. Tidligere trommeslager ‘Fat Leo’ forlod denne verden tidligere på året, men må siges at have været en trommeslager med tæt på det mest legendariske navn nogensinde. Med omkring 45 år på bagen: Kan ‘legenderne’ fyre det, vi må antage, er deres sidste album, af, inden de lader sig pensionere?
Der er ikke meget pænt at sige
På The Grand Finale spilles NWOBHM særligt inspireret af Motörhead. Under første gennemlytning af skiven tog jeg mig selv i som en eller anden hobbylandstræner at sidde og kommentere ‘mere bas, mere trommer, nej – kom nu – lidt mindre vokal – det kan I godt gøre bedre’. Og ligesom når landsholdet har spillet færdigt, så sidder jeg lidt skuffet tilbage og tænker: Hvorfor tog de ikke bare mine råd?
Særligt balladen “Gone Too Soon” er så pivringe, at jeg sad og smågrinte lidt for mig selv og tænkte, om jeg måske havde fået en b-stock-kopi af albummet, hvor numrene ikke var blevet færdigproduceret. Omvendt så tror jeg ikke, der er noget niveau af autotune, der ville kunne redde vokalens klang. Guitaren har sine momenter, men bliver ofte nedgraderet til en variant af kattehalehiveri, der decideret torturerer dine øregange til blods.
Det her er på grænsen til det pinlige – hvis ikke trådt langt over den som en beruset guitarist, der træder ved siden af pedalen. Musikvideoen til deres tidligere single “Hellfire” er så komisk, at den let kunne glide ind i en episode af America's Funniest Home Videos eller hvilken som helst metal-blooper-video på YouTube. Generelt set er det visuelle udtryk mildest talt ikke særligt appellerende.
På den meget lille liste af positive punkter findes der sektioner, hvor rytmen i sangene fungerer, og hvor man ikke har lyst til langsomt at glide over i modsatte kørebane bare for at få det til at stoppe. Desværre er der bare lidt for få af disse øjeblikke til, at man virkelig kan hives ud af den voksende musikalske depression, der falder over lytteren.
Please, ikke mere
Man må jo håbe, at det er The Grand Finale – men respekt for et band, som har kørt så længe og helt enkelt nægter at give op. De har trods alt spillet i 45 år. De burde måske have drejet nøglen om, inden de udgav dette album – for der er faktisk ikke ret meget positivt at sige. Dog er der 3.523 tonedøve lyttere på Spotify, der hver måned lytter til sangene og muligvis er totalt uenige i, hvad jeg skriver. Det er komplet uforståeligt.