Russian warship, go fuck yourself!
Sidst jeg anmeldte et Khors-album, var tilbage i 2020 – et år, vi næppe glemmer. Ja og dog. Når man ser på, hvordan en kommende sundhedsminister i USA har det med vacciner, så tyder det på, at det herrens år måske allerede er på vej i glemmebogen. Og apropos det med at glemme så er det også lidt, som om at vi er begyndt at glemme, at Ukraine fortsat er i krig med Rusland – en nation, der insisterer på at lege superskurk. Khors har aldrig lagt skjul på deres foragt over Rusland; for eksempel handlede Where the Word Acquires Eternity om et helt kunstnerkollektiv, som Stalin fik henrettet tilbage i 1933. Letters to the Future Self handler dog ikke om en næsten 100 år gammel begivenhed, men derimod om alle ukraineres hverdag lige nu og lige her. Der bliver ikke lagt fingre imellem – og hvorfor skulle der da også det, for den eneste finger, Putin fortjener, er den lange i midten.
Trve følelser
For nyligt så jeg et interview med Jørn ’Necrobutcher’ Stubberud fra Mayhem. Her bliver han spurgt, hvordan det er at skrive black metal. Efter en kort tænkepause svarer han, at det er nemt, fordi følelserne i musikken er ægte. Hvorfor nævner jeg dette interview i forbindelse med en anmeldelse af Khors’ nyeste udgivelse? Fordi dét her måske nok er den mest ægte musik, jeg længe har hørt. Alle de følelser, der er på Letters to the Future Self – og der er mange, og de er store – er ægte. Den smerte, foragt og fortvivlelse, man hører i Yuriy ’Jurgis’ Kapinus’ vokal, er 100 % ægte; der er ingen påtagethed i den – og det er en voldsom oplevelse at lytte til ham skrige og skråle. Man betvivler ikke, at hvert eneste ord, ja, sågar hver eneste stavelse, reflekterer hans had overfor Rusland – det er måske den mest intense vokalleverance, jeg endnu har hørt, netop fordi det er så ægte. Denne her plade er lavet af et band, der udmærket ved, at hver dag kunne blive deres sidste; den er indspillet i Kyiv, og bandet selv er bosiddende i Kharkiv – en by, hvor godt og vel en fjerdedel er blevet jævnet med jorden af russiske bomber. Men hvis vi lige, for en stund, udelukkende fokuserer på musikken og parkerer følelserne og politikken, om end det nærmest er umuligt, så lyder Khors meget, som de gjorde i 2020. De spiller fortsat melodisk og progressiv black metal med små skæve, jazzede og avantgardistiske elementer. Disse høres primært i trommespillet, især på førstesinglen ”Perseverance Is the Essence (Forever 25)”, som absolut trækker tråde til ”Beneath the Keen Edge of Time” fra Where the Word Acquires Eternity. Ligeså har Jurgis virkeligt finpudset sit guitararbejde, for hans soloer er bedre end nogensinde før – især dem på ”On the Wings of Despair and Burning Enmity”, ”Extinct Candles of Dead Cities” og ”Perseverance is the Essence (Forever 25)” – alle de tre er følelsesladede guitareksplosioner.
Lest we forget
Langt henad vejen, ja, så lyder Letters som en direkte opfølger til netop Where, hvilket da også giver fin mening – for når bomberne fyger om ørerne på en, og ens venner og familie bliver tvunget til at flygte eller slås, ja, så er det næppe der, man tager et bandmøde for at diskutere nye musikalske retninger. Det er der, hvor man går ned i øveren og så bare tæsker samtlige instrumenter og lader følelserne tale sit tydelige sprog. Det betyder dog også, at de ting, jeg synes, ikke rigtigt virkede på Where, stadig er til stede på Letters. Ligeså er nogle af numrene en kende for ens med hensyn til både melodi, tempo og struktur. Men det er stadig en glimrende plade – og bare det, at de her drenge stadig er i live til at kunne sprede deres budskab og deres kunst, er et mirakel i sig selv. Så tak for det.
