Vejen til Perdition
Med min bryllupsrejse nært forestående og det årlige juleræs truende bag ørkenhorisonten i Dubai forekom vejen til Perdition mig omtrent lige så strabadserende som for Michael Sullivan i filmen af samme navn fra 2002. De sidste redaktionelle opgaver kunne tælles på én hånd, og kalenderen var allerede mentalt lukket ned. Men vi anmeldere har en svaghed: nysgerrigheden. Og den formåede Karu at vække – især da nyheden landede om, at Toni Tieaho (eks-Mors Principium Est) havde sluttet sig til som ledende guitarist. Den finske trio begyndte i 2017 som et studieprojekt mellem Kalle Pöyskö og Niko Hienonen, hvilket tre år senere udmøntede sig i deres eponyme EP. Først i 2023 blev projektet formaliseret som et fuldgyldigt band, inden debutalbummet Hydra fulgte i 2024. Allerede året efter sidder vi med opfølgeren Perdition. Ikke en udgivelse, der blot fortsætter, men én, der videreudvikler – ridende på en tsunami af kreative indfald og en klar vision om et fiktivt narrativ med rødder i det feudale Japan.
Samuraiens symfoni i splittelse
Vi skyller i land ved “Shores of Mist and Blood” – en ouverture med ambitionerne siddende helt uden på kimonoen; hvor vandets skvulpen, japanske bambusfløjter og orkestral tyngde gengiver illusionen af en filmisk fortælling fra det store lærred. “Shadow War” trækker os dernæst dybere ind i dramatiseringen: Stærkt influeret af Wintersun spejler nummerets symfoniske elementer sig tillige flittigt i landsfrænderne fra Nightwish, alt imens pompøsiteten unægtelig sender tankerne sydpå mod Fleshgod Apocalypse. Men så slår Niko Hienonen gabet op. Og her knækker filmen. Monoton, ru og blottet for karakter står vokalen i skærende kontrast til den majestætiske orkestrering og ender som det svageste led i en ellers prangende panserplade.
“Alone in the Forest” følger samme formel – denne gang mere melankolsk i sit udtryk, som et poetisk tableau af en landsby i flammer. Strygerne græder, regnen siler, og et sandt batteri af blastbeats bryder ubønhørligt stilheden. Det burde være pladens emotionelle crescendo, men den vokale mangel på dynamik hæmmer de narrative nuancer. Heldigvis udlignes ankerne af rytmesektionen, der bærer kompositionerne med en autoritet, som selv Hattori Hanzō ville applaudere. Intermezzoet “Embers in the Skies” er en kærkommen ganerenser, inden vi kastes ud i “Trail of Fire”, hvor Karu atter flekser deres adelsmærke: høj intensitet og melodiske leads, hvor symfonisk metal går i symbiose med atmosfæren fra filmscoreformatet. Men igen: Musikken er stærkere end sangen. Man mangler hooks, der tilfører numrene singulær værdi.
På albummets afsluttende akt begynder strukturen for alvor at knage. Tre interludier (læs: “Shores…”, “Embers…”, “Path of the Unforgiven”) i løbet af kun syv numre er mindst ét for meget og udstiller, at værket vil mere, end det kan bære. De reelle kompositioner er lange – meget lange – hvilket kræver både fokus og vokal styrke. Begge dele mangler. Titelnummeret “Perdition” demonstrerer dog bandets enorme potentiale, især i de instrumentale passager, hvor Karu viser, at de kan skrive musik, der kan konkurrere med genrens sværvægtere. Men vokalen og mængden af fyldmateriale dræner momentum. Man kan ikke undgå at sidde tilbage med følelsen af, at Perdition havde været et fremragende EP-format. Eller så hr. og fru hakkekød kan følge med: mindre tofu, mere wagyu.
Gambatte kudasai!
Det er tid til en vokalaudition. Konklusionen kunne være lige så simpel, som den er sønderlemmende: Karu har ideerne, visionen, modet og den musikalske kunnen til at stå skulder ved skulder med genrens symfoniske mastodonter. Men når det dræbende stød skal sættes ind, går kraften for ofte tabt i en vokal, der hverken kan bære dramaet eller give karaktererne sjæl. Perdition er et album, man beundrer – men sjældent omfavner. Og netop derfor bør skuffelsen anskues som en kompliment: For der er noget at hente her. Når stemmerne tier, træder det egentlige talent frem med en glans, der kunne få selv Tarja til at tjekke spejlbilledet en ekstra gang. Men symfoniske storværker kræver ikke kun teknik. De kræver fortællere. Hvis Karu formår at finde én, der kan give historierne en stemme værdig sin musik, kan næste udspil meget vel være deres egen dæmondræbende sejrsmarch. Indtil da fremstår Perdition mere som en lovende prolog end et egentligt epos.