Kaledon sparker ny saga i gang med en konventionel, dog kompromisløs euro-power udgivelse.
Altor: The King's Blacksmith indleder et nyt kapitel i Kaledons diskografi efter foregående seks udgivelser i Legend of the Forgotten Reign sagaen. Den overordnede karakteristik af sagaen må betegnes som ærketypisk euro-power, med de mest oplagte lydmæssige inspirationer lokaliseret hos bands som Angra, Dragonland, Edguy og Dark Moor. Disse inspirationer fortsættes ufortrødent på Altor, der ved første gennemlytning ikke ser ud til at åbne et nyt kapitel i bandets musikalske univers, og da slet ikke det lyriske. Det gennemgående lyriske tema for Altor omhandler en kongelig våbensmed og hans hverv. Mere power-metal bliver det vidst ikke! På nummeret "A New Beginning" bliver der sågar sunget "...i love my job you know, the steel is my life..." Yeah!Umiddelbart vil ikke knytte flere kommentarer til det lyriske univers, da det langtfra er dét der trækker opmærksomheden på denne udgivelse.
Albummet starter ud med en Verdi-lydende skønsang (Kaledon er vel ikke italienske for ingenting). Childhood definerer resten af albummets indhold, med episke guitarharmonier og et velsmurt keyboard layer. Numrene skifter løbende imellem momenter af klassiske elementer tilhørende genren. Rytmisk baserede tungere momenter, vokal-centrerede omkvæd med vanlig sing-along potentiale, eksplosive soli (der dog varierer temmelig meget fra nummer til nummer, men faktisk formår at forblive interessant gennem hele albummet) og hyperventilerende guitar- og keyboard harmonier. Et minus i denne sammenhæng bliver vokalens manglende rækkevidde. Den virker relativt begrænsende for helheden i momenter, hvor man ellers føler at Kaledon kunne have udfoldet sit fulde potentiale og tilføre endnu et niveau til grandiositeten.
Altor besidder alle symptomer (eller facetter, om man vil) tilhørende genren: Teatralsk, komisk, pompøst krydret med en barnlig naivitet. Når jeg ikke vælger at give Altor en dårligere rating, skyldes det i høj grad måden hvorpå man vælger at benytte sig af konservative elementer, der ellers virker udtrådte og højst begrænsede angående yderligere potentiale. Der er nemlig tale om solidt håndarbejde, velsmurt produktion, uundgåelige soli, og fuld smadder for alle pengene. Innovation og nytænkning er der ikke meget af her, hverken i henhold til genren som helhed eller til Kaledons tidligere udgivelser, men er man er til klassisk kompromisløs euro-power besidder Altor kvaliteter der vil falde i ens smag.
Trackliste: 1. Innoncence 2. Childhood 3. Between The Hammer And The Anvil 4. My Personal Hero 5. Lilibeth 6. A New Beginning 7. Kephren 8. A Dark Prison 9. Screams In The Wind
Her kan nummeret Childhood høres, som er et af udgivelsens bedste.