Ipomonia who?

Maja Partsch står bag artistnavnet Ipomonia, som i relation til det græske ord Ipomoni betyder tålmodighed. Hvis Contemplation I lever op til presseteksten, så har vi sandhed at gøre med en af de mest spændende, nye projekter på den danske metalscene. Partsch udtaler, at musikken er moderne progressiv metal med nordisk melankoli, hvor vi tages på en rejse mellem det intense og indadskuende med inspiration fra artister som Leprous, Wardruna og Eivør. Disse er alle tre artister, som jeg holder af og har svært ved at forestille mig en sammensmeltning af, men det pirrer absolut nysgerrigheden i mig.

Til den tålmodige lytter

Fra første hurtige gennemlytning står det klart, at vi har at gøre med et debutværk på den helt store klinge i forhold til musiske kompetencer. Kaster man et blik hen over de folk, som har været i berøring med EP’en, så er det da også garvede folk som Eskil Rask, Frederik Uglebjerg og Bjørn Wind Andersen mens Max Uldahl Pedersen har været lærermester for Partsch med henhold til strengarrangementer og musisk programmering. Hvis vi skulle sætte et A-landshold i at skabe teknisk velspillet metalmusik, så ville alle disse være en del af min startopstilling. Partsch selv er også en garvet kvinde. Hun har jævnligt hjulpet til med liveguitar for andre bands, blandt andre Forever Still og Cold Night for Alligators.

Allerede i de første sekunder af den melankolske intro ”Dysphoria” er lyden på et væsentligt højere produktionsniveau, end 99 % af det, vi modtager i Detektoren. Den silende regn med det sørgmodige guitarspil og orkestreringen i baggrunden skaber en trist sindstilstand, hvorefter Partschs flotte, lyse stemme bryder gennem lydfladerne. Det hele fremstår utroligt flot og velkomponeret. Senere i sangen hører vi også nogle af Partsch voluminøse strengarrangmenter, i stil med hvad man kender fra Lamentari – dog med større vægt på melankolien.

En anden hurtig konstatering er, at selvom inspirationen fra Eivør og Wardruna kan findes i de storladne elementer, kontrasterne og brugen af naturlyde, så er musikken genremæssigt rent progressiv rock. Så man skal ikke forvente musikken, at lyder som Eivør eller Wardruna, hvis man går med det håb.

Der er utroligt meget at fordøje på 22 minutter, som de fire sange udgør. På ”Nyctophobia (Afraid of the Dark)” får vi et næsten Devin Townsend-esque tordnende guitarriff, som ruller af sted og veksler over til rolige flotte passager. Der er guitarsoloer, korsang og klaverpassage, så det får hele pibetøjet. Selve lukkeren, ”Eternity”, er ’blot’ 2½ minuts klaverspil og intet meget. Dette er altså også et værk, der kræver, at lytteren er lige så tålmodig, som kunstnavnet angiver, for der er meget at skulle forholde sig til og dissekere på kun 22 minutter. Måske i virkeligheden for meget.

Mere identitet, mindre genialitet

Det er en udgivelse, hvor Ipomonias største fjende bliver Partsch selv, for der pakkes rigtig meget på kort tid, som skal fordøjes. Selvom det er storladent, flot og tit imponerende på sådan et niveau, hvor der opstår åndenød, så er det altså svært at gennemskue den røde tråd. Der skabes et indtryk af, at Contemplation I skal kunne og rumme alt det, Ipomonia er og kan blive, på blot 22 minutter. Det er lidt af en mission, som måske giver mere mening, når efterfølgeren kommer. Det er selvfølgelig fedt at se en debutudgivelse med så tårnhøjt ambitionsniveau, hvor der leveres i de tekniske og produktionsmæssige aspekter og giver flere gode momenter. Der mangler bare en anelse mere identitet i værket, så det ikke er glemt om ti år. Idéen med progressiv nordic noir metal er yderst tiltalende og ret unik. Med få justeringer og større strømlining, så har vi ubestrideligt at gøre med et superspændende projekt. Potentialet er enormt, det kan der ingen tvivl sås om, hvilket Partsch får sat en stor fed streg under på Contemplation I.