Spirituel oplysning for de komplet forvirrede
Har du nogensinde siddet midt i en eksistentiel krise og tænkt: ’Hmm. Der her øjeblik mangler i den grad, at nogen tæsker løs på en lilletromme i 17/8-takt, mens en franskmand ihærdigt growler løs om universets undergang?’. Så led ikke længere. Franske The Scalar Process er nemlig klar med opfølgeren til deres anmelderroste album Coagulative Matter fra 2021 kaldet Agnomysticism. En titel, der lyder som en diagnose, din læge giver dig, hvis du har stirret for længe ind i en krystalkugle og er blevet skeløjet. Hvis man slår ordet op i den intergalaktiske ordbog, bedre kendt som Lademanns leksikon, finder vi dog ud af, at Agnomysticism dybest set er den ultimative kosmiske udgave af ’det ved jeg sgu da ikke’-attituden pakket ind i røgmaskiner og stroboskoplys. Det er en sjov sammentrækning af de to ord ’agnosticisme’ – overbevisning om, at vi ikke kan vide en brik om Gud eller universets skabelse – og ’mysticisme’, der betyder søgen efter en dyb spirituel sandhed gennem meditation. Betyder det så, at Agnomysticsm viser os en ny fager verden? Både-og …
Kend den på det kosmiske knæk
Agnomysticism suger lytteren ind i et sort hul af progressiv og teknisk dødsmetal med en tyngdekraft, der gør flugt umulig. Fra første tone accelererer The Scalar Process afsted i et hæsblæsende tempo, mens synthesizers breder sig ud over lydbilledet som stjernestøv i et ellers nådesløst univers. Det skaber en mærkelig ro midt i kaosset, selvom lydbilledet er overmættet. Sammen med den konstant aggressive vokal opstår der en næsten kvælende atmosfære, hvor man kun får lov til at trække vejret i korte glimt, før næste bølge rammer. Universet er enormt, tid er ligegyldig, men alligevel leder man efter mening i galskaben. Tiden forsvinder dog hurtigt, og i en genre, hvor enkelte albummer kan føles lige så utilnærmelige som en forelæsning af Stephen Hawkings, flyver Agnomysticism hastigt forbi. Der er konstant bevægelse, nye ideer og jagten på opdagelser. Mange tekniske dødsmetalbands kan spille hurtigt, men få kan skabe deres egen identitet. Det lykkes franskmændene med her.
Åbneren ”Physical Conquest” lægger ud med svævende synthesizers, som kortvarigt giver indtryk af, at man er på vej ud på en fredelig rumrejse. Men nej. Det bliver snart lige så intenst som at finde en parkeringsplads i Aarhus midtby. Tempoet eksploderer, og de tekniske krumspring står nærmest i kø for at få opmærksomhed. Enkelte steder bliver det lige lovligt ivrigt, men det er svært at blive fortørnet på et band, der spiller med så stor entusiasme. Som åbner gør den præcis, hvad den skal. Den griber fat i kraven og nægter at give slip. ”Far From The Flesh” er et andet højdepunkt. Her skrues der op for den rene dødsmetal, og resultatet er et nummer, der hænger godt sammen og rammer med langt større kraft, end spilletiden antyder. Det føles som at blive låst inde i et rum med fire børnehavebørn, der har fået serveret et kilo slik hver og nu vil bygge en rumraket af havemøbler, selvom de har fem tommelfingre. Pokkers kaotisk. Men alligevel en kende spændende.
Der er dog også nogle ting, som ikke rigtig fungerer. Vokalmæssigt er der et stykke vej op til genrens elite. Growlen gør sit arbejde, men mangler den sidste smule personlighed og pondus. Instrumentalnummeret ”Affluent Marea” er et godt eksempel på metalscenens mest sejlivede børnesygdom: trangen til at fylde albummer med ligegyldige instrumentalnumre. Mindre af det, tak!
Masser af talent at spore
Samlet set er Agnomysticism en rigtig god skive, som leverer klassisk prog death. Der er mange fine detaljer, blandt andet perfekt timede fadeouts og glimrende synthesizerøjeblikke, men vokalen stikker ud som skivens svageste punkt. Den er simpelthen ikke helt spændende nok til at matche den fine rejse, vi bevæger os ud på. Man kommer ikke udenom, at The Scalar Process er et utroligt teknisk dygtig band, men der mangler lige de sidste små detaljer, hvis karakteren skal højere op. Og næste gang behøver lyden ikke at være så tætpakket, tak!