Øl, f*sse og hornmusik
Nerrath, manden bag Horn, er en travl herre. Det er knap nok to år siden, han sidst udgav en skive, og i mellemtiden er Horn også gået fra at være et studieband, til at spille på de skrå brædder. Sidst jeg sad med et Horn-værk, beklagede jeg mig over, hvor minimalistisk og spartansk han denne gang var gået til værks. Jeg savnede både ambitioner, legesyge og de mange folkeinstrumenter – tre ting som plejede at være grundessensen bag Horns musik.
Stor var min glæde derfor, da Nerrath i forbindelse med annonceringen af Apokalyps 1618 fortalte, at skiven her var klassisk Horn, med alt hvad det så ellers indebærer. Så nu hvor alt er ved det gamle, er der vel intet at klage over … eller er der?
Fool me once; shame on you
Apokalyps 1618 gør virkelig sit bedste for at fremstå som en klassisk omgang Horn. Der er celloer, akustiske guitarer, gæstevokalister og endda et Hieronymus Bosch-inspireret albumomslag. Lyrikken er inspireret af tysk middelalderhistorie, Brødrene Grimms eventyr og alt midt imellem – igen, klassisk Horn. Så hvorfor er karakteren så ikke højere? Se, den nemme forklaring er, fordi den ikke fortjener det. Grundlæggende fejler Apokalyps 1618 ikke noget, og så alligevel – albummet begår den værst tænkelige dødssynd, som et kunstværk kan begå: Det er møghamrende kedeligt.
Jovist, Nerrath skal da have point for at forsøge at finde tilbage til bandets musikalske grundessens. Desværre er det, som om han aldrig rigtig formår at finde derhen, men i stedet står i nabokommunen og virker tilfreds med det.
Der er da enkelte højdepunkter hist og pist som omkvædet på titelnummeret, eller på “Hiofan mahnt”, hvor der sniger sig diverse motorcykelbølle-riffs ind. Nerrath selv lyder også fremragende, og det samme gør pladen helt overordnet, hvilket også er på tide, da Horns plader tidligere har lidt under dårlig produktion. Ikke på den der 'trve kvlt necro'-måde, hvor det bevidst er skruet dårligt sammen, men mere på den der 'lydmanden er stokdøv'-måde.
Da jeg sad med Daudswiärk, var jeg overbevist om, at albummets største problem var, at det skilte sig så meget ud fra det, Horn ellers har lavet. Men nu hvor jeg sidder her med en dugfrisk skive, som ellers gør alt det rigtige, keder jeg mig noget så gevaldigt. Måske skyldes det, at der siden 2005, hvor Horn debuterede, er kommet så mange andre pagan black-bands, der slet og ret gør det bedre, end Horn gør det her anno 2026
Ydermere er der også blevet truffet nogle valg i forhold til pladen, som jeg simpelthen ikke forstår. Eksempelvis gæstevokalen leveret af Meister Cagliostro på ”Barhout” eller albummets lukker “At our bleakest”. Hvorfor Nerrath tænkte, at en gæst, der lyder som Temu-udgaven af King Diamond, samt et nummer, der lyder som en uhellig kombination af Rammstein og Type O Negative, var gode ideer, forstår jeg simpelthen nul og niks af.
Fool me twice, shame on me
Nu er det tredje gang, at jeg anmelder Horn. Utroligt nok er det faktisk kun gået ned ad bakke for bandet, til trods for at jeg lagde ud med at anmelde noget så relativt intetsigende som en remastered opsamlingsskive.
Grundlæggende kan jeg stadig godt lide det musikalske univers, som Nerrath har bygget op. Desværre har tiden indhentet ham, og det han nu tilbyder os nu, er på ingen måde på niveau med det, han bød os for 10, 15 eller 20 år siden. Desværre.
