Fra rugekassens tryghed til verdens vildskab
I tålmodighed ventede vi på kunstneren, som bærer det græske navn for netop denne dyd. Hendes debut-EP, Contemplation, er dugfrisk fra pressen som Venus af skumbruset og høstede hele otte kranier fra vores knoglekabinet. Både bandet og dets skaber, Maja Partsch, er purunge, og bandkonstellationen i Ipomonia må have haft en intens øveperiode for at blive klar til koncerter. Det er altid spændende, om en fugleunge kan flyve og holde sig i live efter at være udklækket under varmelampen i rugekassens trygge inkubationskammer. Højt at flyve og dybt at falde … blot håbede jeg på, at vi ikke ville lande i middelmådighedens midtvejsluftlag. Partsch kommer fra en musikalsk familie, og hendes nysgerrige udfordring af folkmetalmusikken forekommer derfor som en naturlig vej at vandre ad. Vandre alene må hun, og det bliver muligvis en strabadserende tur gennem musikverdenens vildnis. I alle fald er denne booking til Epic Fest en flot fortjeneste så tidligt i karrieren, og alene det kan Partsch være særdeles stolt af. Nu blev det dog tid til at lade alt det falde, hvad ej kan stå.
En mudret lydmur
Dårlig lyd er ligesom ammoniak: Det gennemsyrer alt, hvad det berører, og breder sin vamle dunst i miles omkreds, så selv den skønneste villa bliver ubeboelig, når først miasmaen har sat sig i murbrokkerne. Ipomonia byggede den smukkeste, arkitekttegnede muremestervilla, hvor væggenes lyriske brokker var furet sammen med melodiske riffs, og fundamentet bestod af en habil bas. Man mærkede dog tidligt de begyndende sprækker i den stødt krakelerende facade. Når man kunne høre de enkelte instrumenter, sad de lige i det arkitekttegnede teaktræsskab, men desværre kom de sjældent ud af skabet og blev i stedet mudret sammen til et konglomerat af usikre lydsentenser. Den største misere var dog mikrofonlyden. På albummet er Partschs skønsang klar som en rindende bjergbæk, men live havde det soniske mudder forplumret den, så vandet ej længere var drikbart. Vokalen var for høj, skinger og diskant. Forskellen mellem studieversionen og denne koncert efterlod mig med en følelse af at blive catfished, og jeg kan næsten ikke tro andet, end at en stor del af det må skyldes teknikken. Hvis man skrællede støjen af lydbilledets mange lag, stod der nogle relativt fine kompositioner frem. Dog savnede jeg større variation, da den ene sang tog den anden uden at sætte et varigt præg på publikum. Ipomonia vibrerede som verdensaltet for det meste kun i den samme tone, og jeg kunne godt have brugt stærkere rytmer og en klarere musikalsk progression i den proggede folkmetal. Alle toner var farvet lyseblå af Ipomonias pastelmelankoli, men man manglede de sorte toners dybde på paletten.
Feed the fishes
Ipomonias univers har en sirlig lethed over sig, når man hører det derhjemme i stuen under ordnede forhold. Live lød det dog mere gumpetungt, og de før så ballerinaagtige versefødder blev støbt ind i en betonklods for at hilse på fiskene. Det var ærgerligt, men til gengæld gav det mig lyst til at se Ipomonia live igen for at finde ud af, om den rædderlige lyd var en engangsforseelse og force majeure. Koncerten var relativt kort, men det gjorde ikke så meget. Partsch har uden tvivl talent og en særlig smittende ro, som ikke ses ofte i så ung en alder. Som det spæde kim til en ny begyndelse er der grobund for, at det kan vokse vildt, hvis blot den lydtekniske frostkappe over jordens muld brydes af forårssolens stråler. Mere variation ville ligeledes være kærkomment, og det kunne være interessant at se, hvad der ville ske, hvis hun dykkede dybere ned i de mørke tonearters dyndfulde dyb og fik mere tyngde i lydbillede … uden at fodre fiskene.
