Det norske band Insense er på banen med deres tredje album, som er fuld af tung, dyster, lejlighedsvist melodisk metal, som trækker på en bred vifte af inspirationer. Et nummer som åbneren, "Welcome Whore", lyder med sit bastante rundgangs-riff nærmest som en langsom udgave af Meshuggah – midtempo, groovy og aggressiv. Den fængende "Deeper Nail" bringer tankerne i retning af Neurosis, Machine Head, Tool, nu-metal (i den rene vokal, skønt den aldrig bliver pæn på den tøsede måde) og alternativ rock i stil med Oceansize. Neurosis og Machine Head er også associationer på "The Erosion of Oslo", der har et hurtigere tempo og masser af skrig. "Yearning" lyder en anelse hen af Burst med sine meget iørefaldende akkorder og let progressive struktur, mens den rock’n’roll-agtige energi på uptempo-skæringen "The Worst is Yet to Come" kan sammenlignes med The End.

Titelnummeret "The Silent Epidemic" har harmoniske paralleller til ældre Psychotic Waltz og måske lidt Forbidden samt grindede passager, der tydeligt placerer nummeret i thrashgenren i nærheden af Nevermore. "The Pendulum Knife" er mere simpelt og Slayer-agtigt, men skønt det ikke er et decideret dårligt nummer, er det alligevel rarere at afslutte pladen med den progressive thrashskæring "Time Wounds all Heals", der igen lugter af såvel Nevermore som Machine Head og indeholder en ren vokal, der starter poppet og siden bliver mere rå og lidelsesfuld, ligesom musikken også ender i det mere bevægende og atmosfæriske.

Insense spiller upåklageligt, produktionen er tung og i orden, og musikken er generelt god, selv om jeg godt kan blive lidt træt i hovedet af at høre albummet i sin (til tider lidt hysterisk) vrede helhed. Guitarist og forsanger Tommy Hjelm synger fedt, når han synger, og han er faktisk også i stand til at synge rent på en måde, der virker rå og indfølt i modsætning til den boyband-agtige vokal, som mange metalbands i dag involverer, når de skal forsøge at være melodiske. Når Hjelm skriger, er han hverken værre eller bedre end mange andre, men jeg synes, hans skrige-refræner er en anelse banale (kliché-prægede). Problemet med albummet er netop de passager, som der desværre er ret mange af, hvor bandet gerne vil lyde vrede og sortseende på en lidt for stereotyp måde. Der, hvor jeg synes "The Silent Epidemic" er mest interessant, er, når bandet nærmer sig de før antydede elementer af intens, Oceansize-agtig, lidt æterisk rock, men samtidig bibeholder tyngden. Det kunne jeg godt tænke mig at høre mere af på kommende albums.