Innersphere - Omfalos

Omfalos

Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Melodisk groove metal
Spilletid:46:34
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Opfølgning følger

Jeg har nu været skribent for heavymetal.dk tilpas længe til, at bands, der debuterede nogenlunde samtidig med mig, er nået til deres opfølger. Således er tjekkiske InnerSphere det første band, jeg anmelder for anden gang. For knap tre år siden var min dom over debuten Amnesia, at tjekkerne var gode til at sætte forskellige dele sammen, men at selve delene sjældent imponerede hver for sig. Med det in mente er jeg begejstret over at rapportere, at Omfalos er stærkere end sin forgænger og ikke blot på de punkter, jeg havde håbet på.

Om hvad?

Omfalos byder på en række af forbedringer i forhold til Amnesia, først og fremmest en mere veldefineret stil. Musikken er en blanding af groove metal og melodisk dødsmetal, men med færre afstikkere og med bedre stykker fra start til slut. De groovede stykker slår hårdere, de melodiske stykker stikker dybere, og albummet nyder en større sammenhæng. Jeg var begejstret for variationen på Amnesia, men Omfalos byder på samme variation, samtidig med at der skabes bedre kontraster og mere spændingsfyldte sange. Øjeblikke som opbygningen til det barske, afsluttende marchstykke på ”Wisdom” eller den klippefaste rytme før midten af ”Fire” sidder lige i nakken, og slige øjeblikke findes på snart sagt hver sang.

InnerSpheres blanding af groove og melodød er særlig i den forstand, at den ikke går på kompromis med groove-metallens hårdhed. Snarere end at bruge groove-stilen som rytmisk bund for poprockede omkvæd a la Soilwork bekender tjekkerne sig totalt til groove-metallens hårdhed. I stedet benyttes melodiske islæt til at skabe en følelsesfuld barskhed, hvilket går glimrende i spænd med de hårde rytmer. Enkelte undtagelser tilfører albummet variation – ”Wisdom” sænker tempoet til doom, mens efterfølgende ”Blackness” hæver det til en groove/thrash-hybrid, hvilket hjælper med at holde albummet friskt fra start til slut. Produktionen er fremragende, idet man tydeligt kan høre alle instrumenter, mens navnlig trommerne giver nogle rungende drøn. Endelig spiller gruppen simpelthen godt – jeg bilder mig ind, at man kan høre ægte indlevelse fra medlemmerne, hvilket altid gør god musik bedre.

Det bedste på Amnesia var sangskrivningen, og dette er også min oplevelse af Omfalos. I princippet kunne tjekkerne basere andet vers på det første, de kunne bruge omkvædene til at afslutte sangene, og de kunne skubbe alle udskejelser over i et C-stykke efter andet omkvæd. I så fald ville sangene benytte sig af standardstrukturen, og Omfalos ville sikkert have været et godt album. I praksis er det ofte kun omkvædene, der genbruges, mens sangene i øvrigt konstant bringer nye stykker. Dels gør det albummet mindre forudsigeligt, men hvad mere er, så er der så meget desto rigere mulighed for at glæde lytteren med kontrastrige skift, hvilket gruppen udnytter med stor selvsikkerhed.

Ingen grund til tøven

For mig at se udgør Omfalos et anseligt skridt opad for InnerSphere, og jeg er begejstret over at give pladen en varm anbefaling. Riffene står stærkere i erindringen, præstationerne inklusive vokalen virker mere dybfølt, og som helhed besidder albummet mere intensitet end forgængeren. Desuden står tjekkerne fast på deres helt egen stenhårde måde at spille melodød og groove på, helt uden at udvande produktet med rockomkvæd eller deslige. Resultatet er groove-metal, der ikke bliver ensformigt, og melodisk metal, der stadig lyder aggressivt. Jeg indrømmer, at jeg greb efter InnerSpheres toer med en vis tøven, men det bliver der intet af den dag, jeg forhåbentlig kan gribe efter treeren.

Tracklist

  1. Presentiment
  2. The Darkest Hour
  3. Above
  4. Fire
  5. Omfalos
  6. Wisdom
  7. Blackness
  8. Nature of Sorrow
  9. The Embodiment
  10. The Fall