Illuminati Confirmed

Det er små tre år siden, God Dethroned vendte tilbage til musikken med deres 10. album The World Ablaze. Albummet afsluttede deres musikalske trilogi omhandlende Første Verdenskrig, som de startede med albummet Passiondale (Passchaendaele) fra 2009. Det var også et album jeg – personligt – nød utroligt meget og et af mine favoritalbums fra 2017. Men nu da krigen er slut, og resterne af sennepsgas og krudtrøg har lagt sig, er de hollandske krigsministre vendt tilbage til deres oprindelige, og mere klassiske, tematik – nemlig satanisme, blasfemi og det okkulte, altså klassiske om end banale tematikker. Og når man allerede har lavet albums med titler som The Christhunt, Bloody Blasphemy og The Grand Grimoire, så har man jo sagt sin mening meget tydeligt, så hvorfor ikke gå mere diskret til værks? Og hvad kan være mere diskret end det mest sagnomspundne af alle hemmelige broderskaber, Illuminati?

Sorte Rødder og Knuste Glorier

Illuminati minder absolut mere om bandets tidligere diskografi, end om deres Første Verdenskrigstrilogi. Musikken er mere ”simpel” og klassisk blackened death metal, end fx The World Ablaze var. Der er færre melodiske passager og færre storslåede guitarsoli, men flere blastbeasts og – betydeligt – flere tremoloriffs! Der er heller ikke længere et instrumental-intronummer, nix – der er bare smadder og støvletramp direkte i dit kætterske ansigt, mens Henri råber ad dig, som kun han kan. Der er dog enkelte afstikkere, hvor tempoet bliver skruet gevaldigt ned, og melodierne bliver skruet gevaldigt op til et punkt, hvor der nærmest går Satriani i soloerne. Det sker fx på albummets tredje nummer ”Book of Lies”, som fungerer som et frisk pust mellem de to tungere numre ”Broken Halo” og ”Spirit of Beelzebub”. Trods bandets retur til deres sorte og rådne rødder, så har de altså stadig bibeholdt enkelte storslåede og episke elementer.

Men den bærende pille i de fleste af de ni numre er dog stadig traditionel blackened death uden noget fis og ballade eller dikkedarer. Og når man nu også mestrer den genre så fremragende, som Henri & Co., hvorfor skulle man dog også gøre andet? Ja, det er da et godt spørgsmål, jeg tror umiddelbart svaret må være ”variation”. For det er desværre ikke et album, hvor man kan bruge flosklen ”all killer; no filler”. Et nummer som ”Satan Spawn” fx kunne godt være udeladt, da det mest af alt bare føles som en light version af det nummer, der kommer lige før – dog tilsat et utroligt morsomt introbrøl. Og hvorfor intermezzonummeret ”Dominus Muscarum” ikke blev droppet eller klippet sammen med albummets lukker ”Blood Moon Eclipse”, forstår jeg simpelthen ikke. Men derfor er det stadig et stærkt og solidt album, der – ligesom forgængeren – forbinder tung og brutal musik med smukke melodier og grandiose guitarsoli, uden at det bliver for meget.

To skridt frem, et tilbage

Da jeg, for et par år tilbage, sad og skulle anmelde bandets forrige album, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var en nier eller en tier, jeg sad med. Men ud fra princippet om, at ”hvis man er i tvivl, så er det ikke en tier”, valgte jeg at give albummet ni. Det er stadig en beslutning, jeg her tre år og et album senere er i tvivl om, for det album voksede og voksede, som tiden gik, og er fortsat et mesterværk. Med Illuminati er jeg dog ikke i tvivl om, hvilken karakter det skal have, for selvom det er et fremragende værk, så mangler det ét eller andet! Det er svært at sige hvad. Måske er det den manglende rammefortælling, måske er det variation, måske er det noget helt tredje. Men hvorom alting er, så har Illuminati desværre nogle fejl og mangler, som ikke var at finde på deres forrige album.