Klassiker Nr. 9: Iced Earth er et vanvittigt band. De balancerer på kanten af power, thrash og klassisk metal, og er overhovedet ikke bange for at eksperimentere undervejs. Bandet, som stammer fra Tampa i Florida, har eksisteret siden 1984. Debutpladen Iced Earth udkom i 1991, og siden da er det kun gået fremad for disse powermetal giganter. Frontmand Jon Schaffer har været med hele vejen og det er ofte hans kreative ideer, som ligger bag de meget forskelligartede sange og kompositioner. Iced Earth er sommetider blevet kaldt en moderne bannerfører indenfor klassisk heavy metal, og her kunne jeg ikke være mere enig. De forener lyden af bands som Manowar, Maiden og Metallica, og formår alligevel at skabe noget ret unikt. Det var så introduktionen, lad os haste videre til anmeldelsen af bandets ultimative klassiker "Something Wicked..." fra 1998. Jeg ved godt at "Dark Saga" også er et godt album, ligesom jeg elsker "The Glorius Burden" fra 2004, men i min bog er det alligevel "Something Wicked…", der står som bandets Magnum Opus. Sjældent har jeg hørt et så varieret og gennemarbejdet metalalbum, som dette "halvfemser" mesterværk. Men lad os kigge lidt på sangene enkeltvis, så jeg kan illustrere hvorfor albummet stadigvæk holder: 1) Burning Times (8/10): Et klassisk eksempel på Iced Earths riffdominerede lyd. Matt Barlows stemme giver nummeret glød, og omkvædet er ganske fængende. Derudover er det fedt med lyden af kirkeklokkerne i baggrunden. Nye Iced Earth lyttere kan med fordel starte her… 2) Melancholy (Holy Martyr) (7/10) Starter ganske roligt, men udvikler hurtigt. Her bruges en slags koreffekt på Barlows stemme og omkvædet er igen ganske fint. Et flot nummer, men måske en smule kedeligt i længden. 3) Disciples Of The Lie (10/10): Et fuldstændig vanvittigt fedt thrashriff kickstarter dette fremragende metalnummer. Selvom det her udkom i 1998, så lyder det umiskendeligt som den lyd Metallica forsøgte at skabe med Death Magnetic. Samtidig er omkvædet med "…a wolf in sheepskin" og den måde Matt Barlow fnyser aggressivt som ind i helvede. Og så er der også lige de fede orgeleffekter cirka midtvejs… hold kæft et nummer! 4) Watching Over Me (9/10): Ovenpå foregående nummer, er det sgu vovet at lave en akustisk drevet metalballade, med et så "catchy" omkvæd. Viser hvor varieret dette album faktisk er (Ohh… I Know) 5) Stand Alone (9/10): Endnu et klassisk Iced Earth powermetal "gallop" nummer. Her har vi endnu engang et utroligt melodisk omkvæd, og så er der den korte men glimrende solo efter 1 min og 20 sek. Herligt! 6) Consequences (10/10): Endnu et helt fantastisk flot akustisk nummer. Omkvædet er ren Bon Jovi, men det lyder fandme godt. Det her kunne blive en instant Radio Classic! 7) My Own Savior (8/10): Et ganske fint nummer. Jeg synes måske at Barlows stemme bliver en smule anstrengt i starten. Til gengæld er mellemstykket fedt, og riffet holder bestemt også.

8) The Reaping Stone (6/10): Starter med et tungt Black Sabbath/Soundgarden inspireret riff. Lidt kedeligt i begyndelsen, men nummeret åbner sig heldigvis en smule undervejs. Dog langt fra det mest overbevisende nummer på pladen… 9) "1776" (9/10): Et fremragende Maiden inspireret instrumentalt nummer. Årstallet referer i øvrigt til den amerikanske borgerkrig (frontmand Schaffers yndlingsemne, og temaet for bandets senere The Glorious Burden album). 10) Blessed Are You (7/10): Et mere anonymt og stille nummer, som dog har et okay kor-omkvæd. De sidste tre numre på pladen udgør den såkaldte "Something Wicked" trilogi, som bandet senere byggede videre på med albummene Framing Armageddon (2007) og The Crucible Of Man (2008): Something Wicked trilogien: 11) Prophecy (9/10): Et 6 minutter langt nummer, som langsomt udfolder fortællingen om en anden race, der vil hævne sig på menneskeheden. Slutter af med lyden at et tikkende ur… tik, tak… tik, tak. 12) Birth Of The Wicked (7/10): Det er svært at give dette nummer karakter, da historien på dette tidspunkt er blevet det centrale. Dog et ganske okay nummer. 13) The Coming Curse (8/10): Afslutningen på albummet, som peger fremad mod fortsættelsen af historien. Et ganske udmærket nummer, med "blastbeats" og et cool riff. Overordnet set er "Something Wicked This Way Comes" et monster af et album. Der er både fremragende sange og sange som er gode, men lidt mere anonyme. Men det kan næsten heller ikke være anderledes med et album, der er så varieret og som spiller på så mange forskellige strenge som dette. Karakteren ender på 9 kranier for denne skønne delvist akustiske, delvist voldsomme powermetal hybrid. En moderne klassiker, som varmt kan anbefales til alle jer metalhoveder.