Verden sulter, men tilbuddene frister

Ulighed og undertrykkelse er alt sammen noget, som millioner af mennesker verden over oplever på daglig basis. Bør der gøres noget ved dette? Så absolut. Bør alle mennesker have adgang til rindende vand og tre daglige måltider? Bestemt. Men har jeg lyst til at betale mere end et par hundrede kroner for et par bukser? Næh. Er menneskeheden også dømt til døden, hvis hele jordens befolkning skulle have samme levestandard som gennemsnitsdanskeren? Også i den grad. Denne dejligt hykleriske ubalance sætter italienske Horrid Human Condition netop en fed streg under på deres debut, Perpetual Imbalance.

Anarki og nihilisme, som du kender det

Når man skal påpege disse uretfærdigheder i samfundet, skal man selvfølgelig også lyde som de undertryktes stemme. Hvilket naturligvis bedst gøres ved at kaste sig ud i crust punk og grindcore.

Horrid Human Condition begiver sig også ud i hardcoren og de mere doomede toner, men det er i den grindede crust, at italienerne gør sig bedst. “Heavy Burden” og “The Great Decay” har begge skamhørt Discharge og kan det til fingerspidserne, men at guitaren tydeligt trækker fra Napalm Deaths tungere Harmony Corruption, sender kun overklassen hurtigere mod galgebakken. Og står det til “Price to Pay”, så bliver denne golde bakke med et skønt vue ud over et døende udpint landskab snart overrendt af klodens tyranner. Det er næsten som at høre hedengangne Insect Warfare blive genoplivet i crustpunkens betongrå anarkisme, parat til at rykke i faldlemmens håndtag mere ivrigt end en ludoman ved en enarmet tyveknægt. Er du dog stadig lidt tilbageholdende med at sende en topchef til Skt. Peters kvikkasse, så giver “Total Indifference” og “Black Lungs” dig nok det sidste skub. Herlig skramlet grind-crust, der hvor der males med smukke nuancer af askegrå, mørk asfalt, østblokbeton, og hvad den nihilistiske palet ellers deler rundhåndet ud af. Horrid Human Condition skjuler bestemt ikke deres afsky for verdens tilstand, og der er noget dejligt dystopisk over deres lyd.

Det er dog netop ved det dystopiske – eller nærmere Dystopia – at Perpetual Imbalance taber lytterens interesse, hurtigere end verdenssamfundet taber interessen for kinesisk børnearbejde. “Prelude to Failure”, “Nowhere to Hide” og “The Last Era” har alle et hav af plakater med crust/sludge-orkestret Dystopia hængende på værelset, men tilbedelsen matcher ikke helt evnerne. Den kravlende, desperate essens af afmagt over, at livet konstant forværres, fremtidsudsigterne formørkes dag for dag, og at håbet er solgt for at overleve endnu en dag, rammer italienerne milevidt forbi. De tre numre er dybest set bare punket sludge/doom, som savner lidt spænding. At over en tredjedel af pladens spilletid så også bruges på denne kedsommelige affære, giver mig lysten til at give op, hvilket muligvis hele tiden var planen. Hvem ved?

Det er ikke kun verden, som er i evig ubalance

Jeg skal ikke afvise, at fordi jeg bor i et af Jyllands dyreste postnumre, så kan jeg slet ikke sætte mig ind i de strabadser, som krænges ud i de sludgede passager, men der sker nul og en bjælde – det er næsten et objektivt faktum. Når Horrid Human Condition til gengæld skruer op for brændende containere og bredsider af flyvende brosten i deres fremragende grå crust-grindede verdensbillede, så er jeg mere end klar på at vælte magthaverne og deres korrupte systemer. Det er skramlet, det er vredt, og det er en perfekt opsummering af, når anarkiets kaos smuldrer, og undergangens grå tidevandsbølge rammer.