Seven holy paths to hell
Der er ikke mange danske black-bands, der har formået at fejre 20-års jubilæum, men siden 2002 har århusianske Horned Almighty regelmæssigt spredt død og ulykke ud over det ganske land. Deres i bund og grund ret rockede version af satanisk, blackened dødsmetal, har altid tiltalt os her på Heavymetal.dk, og de har trods deres tiltagende veteranstatus endnu til gode at udgive et dårligt album. Bliver syvende gang nu ulykkens gang? Let’s find out!
PENSUM!
Det bliver i hvert fald hurtigt klart, at med ”The Messiah Scourge” er ambitionsniveauet allerede en kende højere, end det plejer. En langsom, stemningsfuld start byder for eksempel på clean guitar, hvilket ikke er noget, jyderne ligefrem er kendt for. Der er skruet lidt ned for raseriet, selvom forsanger Smerte sætter i med et mægtigt skrig, så snart de velkendte Horned Almighty-riffs bryder ind. Med små, meget små, doser af både atmo-black og lidt prog-riffs a la Opeth er der fokus på andet end fræs. Vel er det umiskendeligt Horned Almighty, men det er alligevel lidt mere raffineret og melodiøst. Der er ikke mange sange i gruppens diskografi, der varer over syv minutter, men man mister aldrig interessen her. Sangen, der kort fortalt er en perverteret version af juleevangeliet, slutter af med at citere både den ultimative messias, altså Jesus, hvis nogen skulle være i tvivl, og hans fader: “I have not come to call the righteous but sinners to repentance. I am Alpha and Omega, the beginning and the end, the first and the last”. Sådan kan syv minutter flyve af sted!
Med ”Gospels of Sickness” fortsætter århusianerne deres alternative historie om Jesu liv og levned på samme imponerende niveau. Der er sublim vekslen mellem vildt tempo og lækker tunghed, og det kan da godt være, at de har forfinet deres udtryk lidt, men både kvaliteten i riffs og de suveræne sangtitler her på Contagion Zero er Horned Almighty, som vi kender og elsker dem. Ingen af delene bliver dårligere på ”Vermin on the Mount”, hvor Jesus møder en rådden og pestbefængt Lazarus, men alligevel vækker ham fra de døde og dermed spreder mere sygdom og ulykke.
Vi får en ukarakteristisk lang instrumentalintro, stemningsmættede riffs og en masse lækkerier på bækkenerne fra trommeslager Harm. Midt i al historiefortællingen har de danske black-veteraner absolut ikke glemt at rase. I sidste del af dette alternative evangelium, ”Ascension of Fever & Plague”, ankommer Jesus til Jerusalem. Det er jo, som vi kender historien, men her ender det på en noget anden og langt mere stinkende måde. Det bør efterhånden ikke være svært at regne ud, hvad, eller rettere hvem, der er Contagion Zero i albumtitlen. Med bibelcitater i hver af de fire dele bør denne version af evangelierne således være pensum til enhver konfirmationsforberedelse! Her beskrives den plage, der har fordømt menneskeheden i 2000 år på udsøgt malerisk og kvalmende vis. Vel er det ikke religionskritik som salig Christoffer Hitchens, men det er både svært at være uenig i, og svært underholdende!
De sidste tre sange på Contagion Zero fejler intet, men blegner lidt i forhold til de fire første. Ved at starte med albummets længste sang, ”The Messiah Scourge”, og slutte af med det korteste, instrumentalnummeret ”Epilouge … of Hades and of Death”, vender Horned Almighty alle konventioner på hovedet. Det er der givetvis en selvstændig pointe i, for Lucifer, den faldne, står jo netop for det omvendte. Denne epilog med flere stemningsmættede riffs havde godt nok fungeret perfekt som en del af et ’rigtigt’ nummer, men giver alligevel en supervellykket afslutning på en supervellykket udgivelse. Jeg spår, at Contagion Zero kommer til at stå tilbage som Horned Almightys bedste, når de engang selv går deres undergang i møde.
Køb! Lyt! Brænd! Hærg!
Vel er der skruet lidt ned for raseriet og lidt op for raffinementerne, men ingen af delene overdrives, så balancen holdes perfekt hele vejen. Det er sådan noget, kun et rutineret band, der stadig har gejsten, kan lykkes med. Således er den første halvdel af Contagion Zero det bedste, jeg nogensinde har hørt fra Horned Almighty, og selvom anden halvdel ikke helt holder samme høje niveau, er der faktisk ikke et kedeligt moment på dette forrygende album. Det er, undskyld udtrykket, satanedeme godt gået efter over 20 år som djævelens advokater her på jorden.
