Bag skyerne skinner solen

Ved udgangen af forrige år spekulerede undertegnede på, hvad fremtiden mon bragte for det progressive miljø i Dannevang. 2022 var sandt for dyden en mager omgang, om end der tittede enkelte solstrejf frem hist og her i form af seneste udspil fra Cold Night for Alligators, Feather Mountain samt nykommerne i Être, der ovenikøbet endte med at indtage 2. Pladsen i kåringen af årets danske håb. Hollow Hour er ligeledes blandt de seneste skud på stammen, selvom gruppen reelt set har eksisteret siden 2015 under navnet Mosaik. De forsømte år under nedlukningen skabte (ikke uden fortilfælde) i mellemtiden grobund for indadvendt refleksion såvel som fornyet blik på omverdenen. Mosaikken krakelerede (så at sige), og af stumperne samledes en mere tidssvarende organisme. Till The Grey Skies Are Gone kan i lyset heraf ses som første skridt ud af de trygge rammer i rejsen mod toppen af den skandinaviske metalscene. Bag mixerpulten finder vi Chris Kreutzfeldt, der blandt andet står bag navne som Cabal, Møl og Ghost Iris, mens produktionen varetages af Claudio Andersen og Nicklas Sonne. 

Progressivt rammeskifte

Fra de første toner rammer øregangene, bliver vi bevidste om, hvilket følelsesfundament albummet er bygget på. Vi fornemmer en oprigtig inderlighed i Jonas Høyrups behagelige stemmeføring, mens fine afstemninger mellem bas og guitar sætter tonen på skivens indledende skæringer, hvilket skaber en indbydende lounge-stemning. Der er tydeligvis kælet for detaljerne; stor cadeau til Chris Kreutzfeldt for at kreere et rum af melodisk vellyd.

Bedst som rummets konturer har manifesteret sig, brydes lydbilledet på ny af tyngde og fylde i riffpassagerne samt øget albuerum til de energiske trommer. Med ”Cipher” og sidenhen ”Deafening” træder således vokalfraseringer a la klassisk Tim Christensen frem, inden ”Ember” redefinerer sine omgivelser. Med tenderende staccato-vokal samt et mere nedtonet udtryk og tempo appelleres her i høj grad til den moderne, mere emotionelt begavede lytter.

I takt med Till The Grey Skies Are Gone udfolder sig, kræses der ovenud for den selektive, progressive connaisseur. Fra henførende harmonier mellem Høyrup og det instrumentale ensemble til klassiske genrekompositioner, vi forbinder med Pyramaze og Wuthering Heights, går kvalitet og kompleksitet hånd i hånd. På ”Summer Sun” trakteres vi i tilgift med nogle af skivens bedst hooks, før kontrasterne mellem den proggede rytmesektion og det afdæmpede groove løber med opmærksomheden under ”The Mirage”. På en afsluttende note, er jeg nok en gang nødt til at fremhæve den vokalrangering, Høyrup mestrer. Her fragtes vi så vidt omkring som Dave Grohl og Chris Martin fra Coldplay.

Eksistentielle spørgsmål

Till The Grey Skies Are Gone rammer langt hen ad vejen plet i forhold til samtidens eksistentielle spørgsmål om identitet, indre konflikter og det uperfekte menneske. Brobygningen mellem fortidens koryfæer og morgendagens stjerner fungerer for så vidt også glimrende. Når vi alligevel lige mangler det sidste, skyldes det fraværet af originalitet samt en følsomhed til den gode side for min smag. Det værende sagt har jeg kun lovord til overs for de faglige kundskaber og det nærvær, medlemmerne af Hollow Hour udviser. Til de akademiske typer skal mine varmeste anbefalinger derfor lyde til at iføre sig rullekrave, sixpence og indfattede briller, når Hollow Hour og Être kigger forbi Rust den 27. januar.