“Hard times make for good metal”
Feather Mountain er kommet for at blive
Det hænder relativt ofte, at vi her på redaktionen afslutter en anmeldelse med ordene: “De her drenge bliver spændende at følge fremover”, “Hold godt øje med dette band” eller noget, der ligner. Og da vi for fire år siden anmeldte danske Feather Mountains debut, Nidus, gjorde vi præcis dette. Pladen var en meget spændende omgang progressiv metal, der trak tydelige paralleller til alt-/prog-giganterne i amerikanske Tool og samtidig vidnede om et ungt band, der med en fantastisk dragende blanding af det hårdtslående og det drømmende havde meget klare visioner for deres musik.
En opfølgning på den fornemme debut har været længe ventet, og den er nu endelig kommet i form af To Exit a Maelstrom, og lad os bare slå fast, at bandet siden debuten bestemt ikke er blevet mindre spændende.
Når stor sorg bliver til noget smukt
I forbindelse med sin fængsling i Tjekkiet og efterfølgende retssag for omkring et årti siden udtalte Lamb Of Gods Randy Blythe, at “hard times make for good metal”. Denne ufravigelige sandhed har passet i mange tilfælde for mange forskellige bands i deres respektive skriveprocesser, og det er også tilfældet for Feather Mountain på dette fremragende album. Brødrene Andreas og Christian Dahl-Blumenberg har haft den forfærdelige sygdom Alzheimers tæt inde på livet, hvilket har fået deres i forvejen eksistentialismeprægede tekster til at handle endnu mere om sygdom og død. To Exit a Maelstrom er ikke bare benhårde riffs og dragende smukke melodier, som vi plejer at høre fra bandet, det er også skrøbeligt, porøst og til tider direkte brutalt.
Man skal ikke ret langt ind i albummet, før man tydeligt hører, hvor meget Feather Mountain er vokset. Åbneren “August Mantra” og den efterfølgende “Beneath Your Pale Face” tager straks fat om lytterens opmærksomhed. Med sit ret så Tool-inspirerede udtryk – især den fænomenale vokal og det formidable basspil – fanges man med det samme i et yderst dragende sonisk univers, der er lige dele smukt og sørgeligt. Ingen tvivl om at disse drenge har noget på hjerte, og for pokker, hvor det rammer hårdt. Desværre dykker kadencen en anelse efter den storslåede start, hvor det er lidt svært at tyde, hvor musikken skal bære en hen. Bevares, “Pariah” og “Cloud-Headed” er skøn prog-metal med masser af dejlige detaljer til den nørdede lytter, men det bliver en smule for introvert og langtrukkent på bekostning af den ellers så dragende røde tråd, albummet besidder.
Heldigvis kommer pladen tilbage på sporet, og vi får endnu flere perler serveret. “Sincere” er en flot ballade, der langsom bygger sig op og bliver hårdere for til sidst at eksplodere i et gåsehudsfremkaldende klimaks. “Bliss” er endnu en forbandet smuk og næsten tårefremkaldende komposition, hvor fortællernes desperation og frustration virkelig kommer op til overfladen. Endelig er der den smukke “Maelstrom”, der med sin spilletid på næsten ti minutter binder en flot og episk sløjfe på et meget smukt album. Vi gentager lige for en god ordens skyld: Hold godt øje med dette band.
Næsten det perfekte album
Sorg, smerte, sygdom og død kommer man ikke let og ubesværet omkring, men Feather Mountain rammer hovedet på sømmet. Man bliver trukket helt derind, hvor sorgen og smerten regerer, og det gør allermest ondt, for så at blive lukket ud igen på den side, hvor håbet kan anes. Trods smertens ubegribelige omfang er der forløsning til sidst, og To Exit a Maelstrom er en flot og vellykket fortælling om rejsen gennem svære tider, og om hvordan man kommer mere eller mindre helskindet igennem.
For at få det fulde udbytte af albummet er det nødvendigt med en hel del gennemlytninger. Det er i høj grad et album, der kræver noget af sin lytter, og det er en god ide at vide, hvad man går ind til, inden man kaster sig ud i det. Gennem pladens midterste tredjedel er det lidt svært at holde fokus, da udsvingene i melodiernes udtryk bliver en anelse for store, og jeg var derfor ikke betingelsesløst fanget af albummet fra start til slut. Dette er også årsagen til, at jeg desværre ikke lander på en af de allerhøjeste karakterer. Men når tingene lykkes og går op i en højere enhed – hvilket de gør i langt de fleste af pladens 45 minutter – er det hamrende smukt.
