Så pæne er hulemalerier egentlig ikke
Siden mennesket i tidernes morgen fandt ud af at tegne med sod på væggene af deres hule, så er guder og gudinder blevet afbildet som selve definitionen af skønhed. Men har vi egentlig noget fakta, som underbygger denne afbildning? Umiddelbart nej. Visse passager af Biblen beskriver engle som et væsen med seks vinger og en krop af fire hjul dækket med øjne. Engle er ganske vist ikke guder, men med vores viden om fysiologien af himmerigsvæsner, så er det tilladt at drage paralleller. Det var muligvis det, italienske Hideous Divinity gjorde i jagten på et bandnavn. Et ganske udmærket navn, som har holdt til fem plader over snart tyve år, hvoraf den seneste plade Unextinct landede sidst i marts.
Længder foran resten af feltet
Genremæssigt har Hideous Divinity også valgt et udmærket navn. Teknisk og brutal dødsmetal har alle dage gået hånd i hånd med direkte blasfemiske opråb om guder og deres manglende skønhed.
På Unextinct læner italienerne sig dog mere mod Divinity- end Hideous-delen af deres navn. Dette er uden sidestykke bandets mest episke og ambitiøse værk til dato. “The Numinous One” er muligvis det mest storslåede stykke teknisk brutalitet, der nogensinde er kommet ud af det europæiske kontinent. Lagt sammen med pladens to andre hovedværker – “Attro Quarto: The Horror Paradox” og lukkeren “Leben Ohne Feuer” – så rammer vi et niveau, hvor selv Fleshgod Apocalypses symfoniorkester skal lægge sig i selen for at være med. Rå vold, tænderskærende teknisk aggressivitet og sjæleopløftende storhed vil alle dage være som nektar for sjælen. Så havde jeg ikke solgt min sjæl og førstefødte til Google og Meta, så havde Hideous Divinity fået begge uden beregning. Men selvom bandet allerede har handlen i hus, så laver de lige et Lars Larsen-tilbud af den anden verden. “Quasi-sentient” og “Mysterium Tremendum” er absolut nådesløse i deres klassiske Hideous Divinity-gennembankning af lytternes trommehinder. Et godt groove og tæsk fra den store klinge kan man altid bruge, men især sidste halvdel af “Mysterium Tremendum”, som indledes med en fabelagtig guitarsolo, sidder lige i skabet.
Kunne jeg godt have undværet introen “Dust Settles on Humanity” og mellemspillet “Hair, Dirt, Mud”? Ja, det kunne jeg. Især mellemspillet er bragende ligegyldigt og har kun det formål at få pladen op over 50 minutter. Men at ærgre sig over to dørlige minutter i stedet for at glæde sig over 49 minutters teknisk død i topklasse virker ærlig talt dumt.
Så afliv da den flok kvæg
For der er absolut ingen tvivl om, at Hideous Divinity med Unextinct rykker op i superligaen for teknisk ekstremmetal. Bandet kunne have fortsat deres stime af udmærkede, men jævne, udgivelser. Men italienerne satsede, de satsede endda stort på at drage så store armbevægelser og episk stemning ind i deres brutale univers. Til gengæld så vandt de også stort. Faktisk vil jeg vove at påstå, Hideous Divinity har lavet den plade, som Cattle Decapitations Terrasite kunne have været, og at italienerne derved er et af de mest interessante bands indenfor tech/prog død.
