Atmosfærisk og pokkers kompliceret
Lux Interna er et projekt, der startede i år 2000 med Joshua Levi Ian i front. De har haft mange musikere indover i deres 13 år lange karriere, og har udgivet 5 albums i den tid. Nu er det sjette her så, og det hedder There is light in the body, there is blood in the sun. De kalder deres egen musik for "spiritfolk", og "Spirit"-delen lever de ganske vist op til.
Albummet ligger ud med "King Winther", som lyder som en sang sunget i Norges bjerghytter. Der bruges instrumenter, som ikke er så almindelige i metal, og der kommer også guitar op et stykke inde i albummet. Der er utrolig mange elementer lige fra start, og man overvældes nærmest. Det samme gælder nummeret efter, som hedder "Tounges". Her er der også lidt akustisk guitar med, og det virker rent faktisk rigtig godt. Man ender med at sidde of falde helt hen, i en drømmeverden uden lige. På tredje nummer, "Nida", oplever man samme ekstremt høje tekniske niveau og overvæld af forskellige elementer. Nummeret er det mest atmosfæriske indtil videre, og fungerer rigtig godt i sin helhed. Her er der også den største mængde vokal indtil videre, og det er imponerende. Selvom han synger meget i det dybe, så er der alligevel variation i hans stemme, og den essens af kvindestemme der er indover fuldender lydbilledet. Sådan fortsætter det albummet igennem. Musikken indeholder helt vildt mange elementer, og er mere atmosfærisk end langt det meste der bryster sig af den slags. Da instrumenterne varierer voldsomt, er det nemmeste at kommentere vokalen, som så også er rigtig god. Den er meget dyb, men har alligevel en variation. Den supplerer det atmosfæriske, hvilket sjældent ses. Det er tydeligst på det nummer med mest gang i, "Wounded Stag", som på trods af tempoet er lige så atmosfærisk og teknisk brillant som resten af albummet. Efter 52 meget komplekse og atmosfæriske minutter, når vi til sidste nummer. Det er ligesom første nummer, det er kort, og har en heftig omgang atmosfære. Det er langsomt, og minder om en slave-sang, da den giver en tung fornemmelse, næsten som en kæde om halsen. Nummeret er meget ensformet, hvilket her medvirker til at give atmosfæren.
Albummet fungerer efter planen, og vokalen er rigtig god. Det er hvad jeg kan sige med sikkerhed. Resten af albummet er pokkers svært et forklare på grund af det meget høje tekniske niveau. Der er så mange instrumenter og små sjove passager med, at hvis jeg skulle beskrive det hele ville anmeldelsen bliver pokkers land. Det er også derfor jeg vælger at holde den kort, så må jeg håbe at den frister dig til at give albummet et lyt. For vi kommer ikke udenom at albummet er pokkers godt skruet sammen. Det hele virker som det skal, og måske lidt mere til. Det er bare på så højt et niveau at den almene lytter får svært ved at følge med.
Disse er albummets to singler. Jeg vælger at tage dem begge med, så du forhåbentlig kan få et bedre indtryk af dem end denne anmeldelse giver dig.
