Har du hørt om de der Heilung?

Heilung er på alles læber efterhånden. Den dansk-norsk-tyske trup leverede en tryllebindende seance live, der, forrige gang jeg så dem, inducerede en kollektiv psykose i Radiohuset. Der fik vi også teaset et par numre fra deres anden udgivelse Futha, som skulle stå i kontrast til Ofnir, men ”kontrast” er nu nok lige at overdrive.

Fra den ene yderlighed til den anden

For der er ikke den store forskel på de to albummer. Og dog. Og alligevel ikke. For det første er det stadig det samme ritualistiske koncept med krigerkor og knogleraslen. For det andet er denne plade repræsentativ for det feminine aspekt kontra det maskuline, vi så på debuten. Og én ting står klart: Kvinden er på ingen måde en underkuet og passiv spiller i dette univers. Bevares da, Maria Franz kan ikke lyde ligesom den famøse trold-under-broen Kai Uwe, men hendes stemme er ikke blot indbydende, den er bydende. Blidt brutal som selveste moder jord leder hun os ved hånden til et blodstænket offerkar i den mørke skov, og du knæler frivilligt i det fugtige græs, mens Kai og Christoffer Juul brummende, raslende, knurrende og kaglende i samspil både maner os til ro og opildner os til kamp.

Da jeg anmeldte Heilungs første plade, kaldte jeg det halvt i spøg for vikingetrance. Men latteren er forstummet, for der er eddermame skruet op for virkemidlerne, og jeg er lidt skuffet over, at der ikke fulgte en lille pose tørret salvie/natskygge – fair nok, svampe, med. Allerede på åbningen, ”Galgaldr”, bliver vi efter lidt (meget) ambience kastet ud i en stammedans, der i sin vildskab varsler et snarligt kollaps. Heldigvis er der lidt trøst at hente i armene på henholdsvis Franz og Emilie Lorentzen, som læger dine sjælelige sår på den eminente "Norupo". Den akkompagnerende fløjte i samspil med den enkle trommerytme giver nummeret en ekstra blidhed, men tag endelig ikke fejl. De kvindelige dyder er ikke til at tage fejl af, for råstyrke handler ikke kun om, hvor højt du kan råbe, og jeg får ligeså mange kuldegysninger hjemme i stuen, som jeg gjorde dengang i salen. Der er ingen tvivl om, at det er mit personlige højdepunkt på en plade, der nok er mindre melodisk anlagt end den forrige, men på ingen måde mindre interessant. Det skyldes i høj grad, at den er mere vokalbåren end før og tilmed har skruet op for atmosfæren via denne.

Et latent behov er opfyldt

Maria Franz har en af de smukkeste stemmer i nyere tid, og den kommer for alvor til sin ret her. Hvert nummer fortjener sin egen anmeldelse, og jeg kommer hurtigt til at løbe tør for plads, hvis jeg skal fremhæve samtlige højdepunkter. Heilung kræver, som så meget andet, at man sætter sig ind i sagerne for at få det fulde udbytte. Men jeg vover nu alligevel den påstand, at lige præcis i dette tilfælde kan det godt betale sig at pudse tyskkundskaberne af. For endnu engang leder Kai os ned ad den germanske sti, der flettes sammen med den skandinaviske arv til et helstøbt produkt. Hele herligheden sluttes af med den mægtige ”Hamrer Hippyer”, og de slår fast, at verden nu kan deles op i før Heilung og efter Heilung.