Fat jeres iltmasker – nu går det opad
Halestorm har gennem de seneste to årtier cementeret sin plads blandt eliten inden for post-grunge og hardrock. På Everest bestiger kvartetten – anført af den nu 41-årige Lzzy Hale – et musikalsk terræn, hvor gamle dyder og nye greb går hånd i hånd. De højtanlagte hooks er stadig intakte, men denne gang sniger jazzede undertoner, mørkere alternative-stemninger og et strejf af punket kådhed sig også ind. Gruppens sjette studiealbum er dermed ikke blot endnu en ekskursion op ad en velkendt bjergtinde – næh, her udforskes nye ruter med lige dele flid og nysgerrighed. Om udsigten så i sidste ende viser sig besværet værd, står tilbage som det store spørgsmål.
Bred appel og skæve afstikkere
Åbneren ”Fallen Star” slår fluks tonen an med både nerve, tempo og et velafstemt samspil mellem strenge og trommer. Her mærkes en helt ny tyngde i Lzzy Hales vokale fremtoning – en modenhed, der vidner om en frontfigur, der for længst er gået fra opkomling til etableret førstedame i genren. Med en imponerende tonalvariation river, slider og driver Hale sidenhen fortællingen fra eponyme ”Everest” frem, alt imens rytmesektionen indtager rollen som den veltrænede sherpa i baggrunden. Og selv når lyrikken på ”Darkness Always Wins” fryser fast i klichéernes base camp, løfter nostalgiske nik – som verselinjen ’fading to black’ og den dystert bamlende kirkeklokke – det hele til højere luftlag.
Et af albummets mere markante favntag findes i ”Like A Woman Can”, hvor støvede jazztoner, Amy Winehouse-vibes og klaveret virkelig tager teten. Det må være sådan, det føles at snuble over en champagnebar i 6.000 meters højde – uventet, om end aldeles velkomment. Hvor ”Rain Your Blood On Me” dernæst viser, at temposkift stadig er en af Halestorms stærkeste discipliner, sender ”WATCH OUT!” et kærligt vink til midt-90’ernes mørkere alternative scene. Det drævende og lettere forvrængede lydbillede fortæller således glimrende historien om, hvordan man i sin tid slap så hæderligt fra fortolkningen af “1996”, som det var tilfældet. Uden yderligere sammenligning med Marilyn Manson anno midt-90’erne i øvrigt. Skiftet i ”Broken Doll” fra forvrænget alternative til melankolsk post-grunge understreger da også, at Halestorm anno 2025 for alvor har skabt en selvstændig identitet, der ikke længere læner sig for tungt på forbillederne.
Med plusbrillerne på må man rose Hale & co. for at turde favne bredt. Skal vi alligevel lede efter lidt malurt i bægeret, må det være ”Gather The Lambs”. Her lander vi et sted mellem High School Musical-patos og amerikansk tv-drama fra 00’erne – hvilket er en pæn måde at sige, at det her nok er et af den slags numre, der fungerer bedst, hvis man hører til segmentet, der evner at citere One Tree Hill uden at google det først. ”K-I-L-L-I-N-G” fungerer som en rap lille ganerenser, mens ”I Gave You Everything” hælder rå, forbitrede frustrationer direkte ud over lytteren – det er følelsesmæssig aflæsning uden filter, som om Hale har fundet sin gamle dagbog fra 2004 og tænkt: ’Ja, det her skal verden lige høre.’ Konkluderende ”How Will You Remember Me?” er Halestorms obligatoriske “raise a glass”-moment; måske knap så catchy som “Here’s to Us”, men stadig et hæderligt punktum på en plade, der i den grad bestræber sig på at gøre The Strange Case of … rangen stridig som amerikanernes stærkeste udspil til dato.
På toppen af verden med udsigt til nye tinder
Everest er et højdepunkt, hvor energien fra de tidlige udgivelser møder en musikalsk modenhed og en vilje til at eksperimentere. Der er stadig enkelte steder, hvor patos eller formularisk lyrik trækker vejret lidt tungt, men helhedsindtrykket er, at Halestorm har leveret deres måske mest varierede og helstøbte album til dato. Hvis denne kurs holdes, er det svært at forestille sig, at ilten slipper op foreløbigt – tværtimod tegner horisonten sig som en hel bjergkæde af nye muligheder. Der vejres i den grad morgenluft forud for koncerten i Den Grå Hal til efteråret.
