Helte i læderbukser
Det er godt og vel fem år siden, de finske krigere Havukruunu sidst udgav et album. Bevares, de udgav da en lettere lunken EP for nogle år siden, men ulig Uinuos Syömein Sota så er den ikke værd at tale om. Bandets særegne kombination af lo-fi viking-influeret black, glamguitarsoli, heltestemning og sporadisk Conrad Schnitzler-synth er ikke noget, man støder på hver dag, så overordnet set er nyt fra Havukruunu altid en god ting – især når albummets titel endda er en, man rent faktisk, for første gang, kan udtale!
Mindre ”ooooh”, mere ”ugh!”
Overordnet set, ja, så lyder Havukruunu, som de skal lyde. Jeg ville dog fortsat ønske, at de én gang for alle hev stikket ud af synthesizeren. Jeg har ikke noget imod det instrument, men i denne kontekst passer det til stadighed ikke ind i lydbilledet. Når man nu insisterer på at lyde som en frådende flok vildmænd, der tæsker hinanden med grankævler, mens man hyler mod månen og drikker sig ned i fermenteret rensdyrurin, ja, så er der få ting, der passer dårligere ind end lyden af et industrikvartersdiskotek fra 1980’ernes Berlin. Heldigvis er der markant mindre synth end på EP’en fra 2021, og i stedet er der kommet et større fokus på folk-elementerne.
Et problem, der derimod desværre er langt mere allestedsnærværende, er det faktum, at Tavastland nok er den langsomste plade, Havukruunu endnu har lavet. Det klæder ikke rigtigt bandet at skrue ned for farten, og det er tydeligt, at de ikke trives med kun at køre i tredje gear. Tag nu nummeret ”Kuoleman oma”, som er det, man ville kalde for en midttempo-sang, og måske det tætteste på ægte folkemusik, de kære finner endnu har præsteret – lige indtil vi når ind i c-stykket, for så står den ellers på helteguitar og blastbeats galore! Hvilket isoleret set er skønt, men det matcher ikke resten af nummeret, som er en rimelig sløv og hyggelig omgang. Man kommer – næsten – til at tænke på Lynyrd Skynyrds udødelige hymne ”Free Bird”.
Sat op imod Uinuos Syömein Sota er sangskrivningen inferiør. Jeg savner memorable passager, jeg savner fart, vovemod og galskab. Jeg savner den flabethed, som Havukruunu tidligere har bevist, at de besidder. Det er også deres længste udgivelse til dato, og når man generelt spiller en genre, der afhænger af, at sømmet skal i bund, så er der ingen grund til at lave en skive med en samlet spilletid på mere end tre kvarter. Mindre ”oooh” og mere ”ugh!” – tak!
Charmerende, jovist, men også lidt kluntet
Al min kritik til trods så er Tavastland en fin udgivelse, der placerer sig midt imellem bandets to seneste udgivelser. Der er bestemt gode numre og masser af røvballecharme at komme efter, men Havukruunu har ganske enkelt præsteret bedre, end de gør her. De er jo et fremragende band med en ganske unik lyd – og Metal Magic skal have uendeligt mange highfives for endeligt at hive bandet til Dannevang. Men selv de sejeste drenge kan trods alt snuble i et forsøg på at komme op på hesten, og selvom Havukruunu ikke ryger på halebenet, så er de set være mere elegante.
