Gammel vin på nye flasker
Langt de fleste ville nok kunne blive enige om, at thrash metal havde sin storhedstid i firserne både kommercielt og kunstnerisk med bands som Metallica, Slayer og Exodus, der alle udgav deres mest populære album i denne periode. Så kom halvfemserne. De tidligere thrashgiganter henholdsvis klippede håret, satte tempoet ned, gik en mere radiovenlig vej eller valgte at prøve kræfter med nogle af tidens tendenser som nu-metal og groove metal. Dernæst kom det nye årtusind, hvor mange prøvede at finde tilbage til deres rødder, Metallica med Death Magnetic, Kreator med Violent Revolution, Slayer med Christ Illusion osv. Hertil opstod en ny interesse for genren, og mange nye bands som Warbringer og Municipal Waste valgte at prøve kræfter med en efterhånden gammel genre. Et af de mere populære bands af denne nyere bølge af thrash metal har været Colorados Havok, der nu er klar med deres femte udspil, V. Men er der noget nyt at komme efter, eller blive man bare budt gammel vin på nye flasker, og i så fald: Ville det så være et problem?
Det kan betale sig at have læst på lektien
En ting er sikkert. Havok har uden tvivl læst på lektien, og de ved præcis, hvad det er, der gør thrash metal så fængende, som mange fans synes, det er. Albummet åbner med sangen “Post-Truth Era”, og i et kort øjeblik kunne jeg have svoret, at det var Metallicas ... And Justice for All album, jeg havde sat på, for introen lød med sin reversed solo næsten identisk med åbningsnummeret “Blackened.” Her til stopper ligheden så også, da “Post-Truth Era” spilles i et markant højere tempo og med en mere voldsom energi. Sangen sætter et godt præg for resten af albummet, og selvom det måske ikke er nyskabende og måske en kende klichéfyldt, indeholder det stort set alt det, der gør thrash metal til det, som det er: vrede politiske tekster, hooliganskrålende kor, hamrende trommer og selvfølgelig en helvedes masse slag på den åbne øverste e-streng. Albummet fortsætter lidt i samme dur med den næste sang “Fear Campaign”, der dog tager en lidt mere diskant speed metal-drevet retning med et riff i omkvædet, der leder tankerne hen på Megadeth-perlen “Poison Was the Cure”.
Hovedsinglen “Phantom Force” skal selvfølgelig ikke glemmes, da den på “smukkeste” vis kombinerer et vredt og hurtigt guitarspil i versene med et mere chuggende riff i omkvædet. Dette er klart et højdepunkt på pladen og en af de bedste nye thrashsange, jeg har hørt de sidste mange år. Havok giver dog også lytteren mulighed for at få pusten igen ved at tilsætte langsomme og tunge grooves. Dette høres eksempelvis godt på sangen “Interface With the Infinite”, hvor trommespillet, der hovedsageligt spiller på fjerdedelsslagene, nemt leder tankerne hen på det enkle, minimalistiske spil, der også er at finde på Metallicas The Black Album. Det samme gør sig også til gældende på det ellers noget progressive afslutningsnummer “Don´t Let Go”, der også byder på clean sang, noget man ikke helt er vant til fra Havoks side.
Heftigt hyldest til thrashens helte!
Der er ingen tvivl om, at Havok kan deres kram og forstår præcis, hvad der skal til for at lave solid thrash metal, og at de her leverer et usædvanligt solidt udspil. Kritikere vil formentligt klage over, at albummet ikke var originalt nok eller ikke bragte noget nyt med sig. Dette er til dels også rigtigt nok, men behøver det at være et problem? Albummet skal i min optik ikke ses som en repetition af klicheer fra en gammel genre, der ikke har udviklet sig markant siden starten af 90’erne, men nærmere som en form for Best of-plade, der tydeligt viser lytteren hvad det er der giver bandet denne glæde ved thrashmusikken, for energi og spilleglæde er der rigeligt af. Når albummet eksempelvis starter meget lig Metallicas “Blackened”, skal det ikke ses som plagiat, men nærmere som en kort hyldest til et af de bands, der har inspireret flest i metalmiljøet. Dette er intet mindre end et essentielt lyt for enhver thrashfan.
