Den evige toer

Hvis Behemoth er Polens svar på Metallica, så er Hate landets pendant til Megadeth: den evige toer, der altid halser efter i popularitetskonkurrencen; om det så er berettiget eller ej, kan altid diskuteres. Albummets titel kan løst oversættes til ’Kongernes krig’ – en titel, der godt kan tolkes til at referere til netop denne fejde mellem Hate og Behemoth.

Skæbnens ironi vil det, at både Hate og Behemoth udgiver ny musik i år, endda kun med en uges mellemrum. Da Hate tidligere på året annoncerede Bellum Regiis, understregede de dog, at denne skive ville vise en helt ny side af bandet. Om det så er for at distancere sig yderligere fra deres landsmænd, kan man jo kun gisne om. Min erfaring siger dog, at man altid skal tage udtalelser af den slags med et gran salt, da det oftest betyder, at man bare gør, som man plejer – på niveau med når Jakob Kelberg proklamerer, at ’i år bliver det endnu vildere!”, vel vidende, at der sker præcis det samme som alle foregående år. Men lad os da drage i krig i kongens navn!

Fra øst til syd

Det står dog hurtigt klart, at Bellum Regiis ikke lyder som noget andet, Hate har lavet før. Væk er den slaviske mystik og de tågefyldte polske urskove. I stedet emmer hele pladen af middelhavets varme, for aldrig før har Hate da lydt så meget som SepticFlesh, Rotting Christ og sågar Fleshgod Apocalypse – ganske vist minus alt det symfoniske lirumlarum. Tag nu bare intronummeret/titelnummeret, hvis intro lyder, som om det er planket direkte fra “In the Name of God” fra Heretics.

Det klæder nu egentlig bandet, at de har gjort så aktiv en indsats for at distancere sig fra deres landsmænd samt den lyd, som man altid hører for sit indre øre, når man tænker på polsk blackened death metal. At de ender med at lyde helt utroligt meget som føromtalte ensembler fra middelhavsområdet, især qua den kvindelige gæstevokal, der så fint bidrager med en æterisk stemning på en række numre, deriblandt ”Iphigenia”, er bagsiden af medaljen. Men det til trods så er Bellum Regiis et af de bedste værker, Hate har lavet i årevis.

Albummet lyder intet mindre end fantastisk; især er trommerne lagt helt perfekt i mixet. Det er helt overordnet et langt mere inspireret værk end Rugia – at musikken så er markant tættere på regulær dødsmetal end blackened death, er da en skam, men det hjælper da også til at distancere sig fra ens landsmænd.

Men der er nu også huller i osten, og der er blevet truffet nogle underlige valg igennem hele skiven. Tag nu “The Vanguard”, hvis indledning involverer et fremragende neoklassisk riff, som desværre aldrig bliver gentaget, selvom det så absolut er sangens højdepunkt. Ligeså er der et par numre, som alt i alt lyder utroligt ens og derved skaber en vis monotoni. Det undrer mig også, at albummets bedste nummer, “Prophet of Arkhen” – der i øvrigt lyder som noget, Baest kunne have skrevet – kommer så sent, som det gør. Det ville ellers virkelig have løftet totaloplevelsen, hvis det nu havde været det tredje nummer, men ak …!

Krig og sovs

Kongernes krig lakker mod enden, og hvem står til at vinde? Ja, det er ikke til at sige endnu, men der er ingen tvivl om, at lige p.t. så står Hate stærkere end Behemoth; om det så bliver udlignet om en uges tid, er svært at sige. Bellum Regiis er afgjort den bedste skive, som Hate har produceret i mange år, men man kan ikke helt kalde den et mesterværk – desværre. Men når nu dem, man altid er blevet sammenlignet med, sovser rundt, ja, så er det jo også en måde at overhale på – i krig og kærlighed gælder alle tricks jo!