Hate spiller koncert i Lille Vega, København V .
Hate - Rugia

Rugia

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hadet gløder endnu

Polske Hate har nok altid stået lidt i skyggen af Behemoth og er flere gange blevet refereret til som et ”Behemoth Light”-band. Sammenligningerne er åbenlyse, da begge bands spiller kulsort dødsmetal og kører den ind med ”Satan er min bedste ven!”-lyrik. Men hvor Behemoth ærligt talt hviler på laurbærrene samt spiser os af med The Cure-covernumre, er Hate fortsat fast besluttet på at arbejde hårdt – hvilket man da også kan se, når man kigger på, hvor ofte de pissesure polakker udgiver materiale. Rugia er bandets 12. udgivelse, og hvis man sad og frygtede, at hadet efterhånden var stilnet af, så kan man være ganske rolig!

Du må godt ryste posen – bare lidt!

Rugia fortsætter, hvor Auric Gates of Veles fra 2019 slap, nemlig midt ude i en kold, våd og gudsforladt mose midt i Østeuropa. Fokus er fortsat på den slaviske mytologi, dens guder og hellige steder, som fx øen Rügen, som albummet er opkaldt efter. Er man ikke ekspert udi slaviske myter og overtro, vil den hurtige opsummering være ”ligesom nordisk mytologi, bare mere dyster”. Det er nok en mindre detalje, men personligt sætter jeg pris på skiftet fra ”Satan vs. Kristus” til fortællingen om uddrivelsen af de slaviske guder, det er dels noget mere originalt, og bandets ophav føjer også en indebrændt autenticitet til musikken. Musikken kunne dog også godt bruge en snert af originalitet hist og pist, men Hate nægter at gå på kompromis med deres lyd – som fortsat er knogleknusende og diabolsk metal af den sorteste slags.

”Rugia”, ”The Wolf Queen” og ”Exiles of Pantheon” er klassisk Hate – og endda klassisk polsk black metal med masser af tempo, tremoloriffs og en kommanderende vokal, der spreder galde. På ”Awakening of the Gods Within” tilføjes albummet lidt atmosfære og uhygge, men hastighed og guitarfræs er stadig i højsædet. Bedst som man sidder og savner nogle store armbevægelser og lidt adspredelse, starter ”Resurgence” så, som nok er det tætteste, Rugia har på en ”sjæler”. Nummeret, som er fremragende, fungerer også som et udmærket intermezzo og en lille ganerenser, før det næste soniske bombardement rammer en. 

Rugias force bliver dog også Rugias svaghed, for det hæsblæsende tempo bliver en kende ensformigt, og albummets ni numre lider af mangel på identitet og personlighed og bliver derfor svære at skelne fra hinanden. Jeg siger ikke, bandet skal lave et cover af The Cure, men posen tager aldrig skade af at blive rystet – bare lidt! Når nu fokus er på mytologien og de glemte, slaviske guder, så kunne en snert af noget folk, eller viking a la Bathory, klæde albummet, men det kan selvfølgeligt også være farligt at pille ved en formel, som man nu har kørt efter i snart tredive år. Omvendt, hvis ikke man efter tredive år tør forsøge at forny sig, ja, hvornår så? Og det er netop manglen på fornyelse og nytænkning, der bliver Rugias banemand.

Tag ingen chancer!

Hate lyder fortsat som Hate, hvilket både de og deres dedikerede fanskare uden tvivl sætter pris på. Men efter tre årtier bliver den lyd noget forventelig og formularisk. Derudover er Hates største problem, at de for en lægmand lyder nøjagtig som Behemoth. Det er ikke en dårlig ting, da Behemoth tydeligvis er lyden af monetær succes, men denne mangel på adskillelse holder altså bandet tilbage. Hvilket er dybt unfair, når nu begge bands startede samtidigt, men livet er nu engang unfair. Rugia er ikke et dårligt album overhovedet, men det er et sikkert album, og bandet kører den absolut ind med både livrem og seler og tager derfor ingen chancer – desværre.  

Tracklist

  1. Rugia
  2. The Wolf Queen
  3. Exiles of Pantheon
  4. Saturnus
  5. Awakening the Gods Within
  6. Resurgence
  7. Velesian Guard
  8. Sun of Extinction
  9. Sacred Dnieper

Tilføj kommentar