The Satanist III: Electric Boogaloo

Nergal og hans sorte ryttere slog for alvor igennem tilbage i 2014 med den moderne klassiker The Satanist – en udgivelse, der bedst kan beskrives som ekstremmetallens svar på Metallicas sorte album fra 1991. Ikke nok med at det var bandets mainstream gennembrud, det var også der, hvor de polske satanister peakede rent kreativt, hvilket opfølgeren fra 2018, I Loved You At Your Darkest, beviste, ved langt hen ad vejen at lyde som The Satanist II. Spørgsmålet er derfor, om vi her fire år efter er vidne til The Satanist III, eller om Behemoth har taget den kreative hat på igen.

Fortravlet og forhastet

Nergal er en travl herre og vist også den artist, jeg har anmeldt flest gange efterhånden – uanset om der så er tale om hans sideprojekter, biografier eller live dvd’er. Det virker til, at han har svært ved at sidde stille, og at hvis han har fået en ide, så skal den ud – uanset om den er god eller ej. Opvs Contra Natvrm bærer desværre netop præg af at være noget, der bare skulle ud, uanset om det var skidt eller kanel, og man sidder desværre og føler, at man er blevet spist af med en bunke samlebåndsproducerede restprodukter. Der er skam masser af gode og spændende ideer som intronummeret, ”Post-God Nirvana”, hvor Nergal blander tibetanske elementer ind i musikken og chanter som en anden satanisk lama. Det fungerer faktisk fremragende, og man når netop at tænke, at denne buddhistiske indgangsvinkel kunne være rigtig god blandet med bandets sædvanlige lyd. Dog viser det sig at være et totalt blålys, for vi er hurtigt videre og vender aldrig tilbage til det oprindelige udgangspunkt. Det efterfølgende nummer, ”Malaria Vvlgata” er en intetsigende omgang nonsens, der ikke engang varer tre minutter. Det eneste, man får ud af det nummer, er, at man bliver irriteret over Nergals underlige ide om, hvad bogstavet ”v” egentlig bør bruges til – i det mindste går det ikke udover det stakkels ø denne gang.

Ydermere bliver der serveret en bunke sange, der alle lyder som noget, vi har hørt før fra bandet, bare i ringere og udvandede udgaver. Tag for eksempel ”Off to War”, som på nærmest alle parametre er en rendyrket kopi af ”If Crucifixion Was Not Enough” fra det forrige album.  ”Versvs Christvs”, albummets lukker, må siges at være det svageste nummer, Behemoth har lavet i årevis, for udover sin titel, som får en til at sætte spørgsmålstegn ved Nergals alder, så er der tale om næsten syv minutter usammenhængende nonsens, komplet med ”uhyggeligt” orgel, hviske-vokal og en intetsigende basrytme. Når man har hørt hele albummet fra ende til anden, forstår man virkelig godt, hvorfor de valgte at udgive ”The Deathless Sun”, ”Ov My Herculean Exile”, ”Off to War” og ”Thy Becoming Eternal” som singlerne – de fire numre er vitterligt de eneste lyspunkter på Opvs Contra Natvrm, trods tidligere kritik af ”Off To Wars” manglende kreatitivet.

Nostradamvs

Der er simpelthen tale om metervaresatanisme her, noget, som bandet lige har kunnet klaske sammen i øveren, når Nergal ellers havde tid og ikke skulle promovere sig selv, sin barberbutik eller tusindvis af andre sideprojekter. Der mangler aggressionerne fra Demigod og Apostasy, der mangler det kolde mørke fra Grom og Sventevith, og der mangler så sandelig de smukke ambitioner fra The Satanist og I Loved You At Your Darkest. Men trods disse tydelige mangler er jeg helt sikker på, at albummet bliver en bragende succes, og at det sikkert dukker op på mange ”album of the year”-lister, når vi nærmer os december. For uanset hvad, så er Behemoth en succes, og Nergal ved, hvad folket vil have – og han ved godt, at han kan køre den ind på rutinen, så hvorfor anstrenge sig mere end højst nødvendigt, når nu man har kæmpet sig til tops? Der er sket det for Behemoth, som der sker for alle andre bands og kunstnere, der slår igennem: De har sejret sig selv ihjel. Er Opvs Contra Natvram et dårligt album? Næ, ikke som sådan. Men det er, samlet set, et uinspirerende, halvhjertet og røvkedeligt album trods en håndfuld udmærkede numre samt en tilsvarende udmærket produktion og lyd. Uden at skulle tilføje Nostradamus (eller Nostradamvs, som Nergal ville skrive det) som mellemnavn, tør jeg godt spå om, at den næste Behemoth-udgivelse kommer til at lyde som dette værk, bare lidt ringere endnu.