Grave Pleasures - Plagueboys

Plagueboys

· Udkom

Type:Album
Genre:Post-punk
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 1/10 baseret på 1 stemme.

En post-punket tur gennem apokalypsen

Finske Grave Pleasures med den amerikanske forsanger Mat McNerney er atter klar med en omgang post-apokalyptisk punk, som man kan danse til. Det er bandets tredje studiealbum, siden de foretog navneskiftet fra Beastmilk efter en masse interne konflikter i bandet, som betød udskiftning af flere bandmedlemmer. Deres debutalbum, Climax (2013), har formået at stå som den klare juvel i deres diskografi, men deres seneste udgivelse, Motherblood (2017), gav dog antydninger af, at bandet var ved at genfinde formen. Lad os derfor surfe igennem den apokalyptiske verden med Grave Pleasures og se, hvordan landskabet ser ud på deres fjerde studiealbum (eller tredje, afhængig af hvordan man vil tælle det).

Apokalyptisk afslapning

Hvor man på udgivelserne Motherblood og Climax surfede og dansede gennem apokalypsen, så er tempoet taget et stykke ned på det nye album. Det føles mest af alt som noget, man skal ligge ned og nyde i de øde menneskeforladte landskaber, mens man planlægger sin egen trivielle undergang i den gudsforladte verden. Frygt dog ej! Grave Pleasures lyder stadigvæk meget som sig selv på Plagueboys, og tematikken er stadigvæk den samme, hvis man da ellers var i tvivl ud fra denne intro.

Det høres, at forandringerne virkelig er trådt i kraft, i og med at musikken generelt virker mere tæmmet og rolig. Hvor man før kunne danse vildt til musikken, kan det højst blive til en vals nu. Der er blevet brugt meget mere synth på dette album end på det forrige, hvilket gør, at associationer til bands som Talking Heads, Killing Joke og Joy Division bliver makset ud. Som altid står McNerney dog som et skarpt unikum i bandets lydbillede med sin flotte barytonstemme og flotte facetter, som han altid leverer med en masse spændende knæk på fraseringerne, når har går et toneleje op.

Generelt er pladen en lidt grå masse på mange punkter. Ikke fordi sangskrivningen eller vokalen fejler noget, men der mangler bare flere fede hooks, mindeværdige momenter og en større gennemslagskraft. Med det sagt, så har pladen nogle virkelig gode skæringer mellem hele 80’er-post-punk-hæderskavalkaden, som for eksempel en vaskeægte post-punk-apokalyptisk ballade i form af ”Lead Balloons”. Sangen bæres i høj grad af McNerneys flotte vokal på det yderst velskrevne omkvæd, som det bare er svært ikke at få på hjernen. Jeg gik i hvert fald og nynnede den igennem Aarhus’ solbeskinnde gyder og gader i april, da jeg skulle fange en bus hjem. Deres single ”Society of Spectres” er også et fænomenalt lækkert nummer, som nærmest er en omgang dommedagsdisko. Versene drives i høj grad af den lidt funky og rungende synth, hvilket afløses af groovy basriffs med fyldige stortrommerytmer. Versene vælter over i det meget rockede omkvæd, hvor Grave Pleasures lyder, som vi kender dem fra de tidligere udgivelser. Der er ingen tvivl om, at det en af pladens hårdeste og mest interessante skæringer, hvor man kan kridte danseskoene til en omgang dommedags-jive frem for en apokalyptisk vals.

Tredje gang blev heller ikke lykkens gang

Grave Pleasures har sat endnu et hæderligt post-punk-album i verden med Plagueboys, hvor der ikke efterlades meget tvivl om, at de absolut er værdige til prædikatet som et af de bedste post-punk-bands lige nu. Minds of 99, go home! Sangskrivningen, produktionen og vokalen mestrer bandet i høj grad, men om det lyder som Grave Pleasures frem for som 80’er-inspirationerne er en hårfin grænse – en grænse, som jeg synes, de træder lidt over på dette album. Ikke at der er noget i vejen med at lyde som sine inspirationer, men bandet har også vist førhen, at de formår og kan meget mere end det. De har også sat en hård kurs for sig selv med at skabe en så fænomenal debutplade. For den vil de altid blive holdt op på, selvom de har skiftet navn og medlemmer. Plagueboys overgår desværre heller ikke deres post-punk-mastodont, Climax. Den lidt kedelige melding er, at bandets musik måske altid vil stå i skyggen af den gigant, selvom det ellers er noget fremragende musik, de får sat i verden.

Tracklist

  1. Disintegration Girl
  2. Heart Like A Slaughterhouse
  3. When The Shooting's Done
  4. High On Annihilation
  5. Lead Balloons
  6. Imminent Collapse
  7. Society Of Spectres
  8. Conspiracy Of Love
  9. Plagueboys
  10. Tears On The Camera Lens