Norsk black metal ved man altid hvor man har - eller gør man? Pantheon I tæller blandt andre Tjalve (ex 1349), hvilket umiddelbart gjorde undertegnede en kende negativt forudindtaget over for dette album. Til min store, for slet ikke at nævne, glædelige, overraskelse, viste dette sig hurtigt at være langt fra 1349's turbo-skramle black metal.

Der er ganske vist fart på til tider - masser af fart. Andre øjeblikke bevæger musikken sig i et langsommere tempo. Godt med skift i tempo og rytme klæder dette opus godt. Den gennemgående er ikke så meget ondskab og vrede som en dyster fortabelse - bandets brug af cello og enkelte passager med ren sang understøtter dette. Celloen og den rene sang falder måske i en kategori, der umiddelbart vil få det fleste black metal fans til at rynke på næsen, men her virker det ikke som elementer, der på nogen mode kompromitterer genren, men nærmere understøtter den på en måde, der leder tankerne hen på Ulvers tidligste albums. Alt i alt et interessant et behageligt eksempel på, at black metal ikke behøver at være fuldstændig forudsigeligt.