Grave Digger - Symbol of Eternity

Symbol of Eternity

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Thrash metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Forandringens vinde blæser over gravmælet

Grave Digger valgte i 2020 at afbryde samarbejdet med Napalm Records. Symbol of Eternity er således første resultat af samarbejdet med det nye label, Rock of Angels Records. Med arrig speed metal på tidligere udgivelser som War Games og den NWOBH-inspirerede Tunes of War demonstrerer teutonerne igen eksempler på iøjnefaldende ubeslutsomhed med deres seneste udspil. Her er der ved gud også sneget elementer af Bay Area thrash ind.

Mærkværdige dispositioner

Det skotske højland på Fields of Blood er udskiftet med den hellige stad Jerusalem, hvor korsfarerne gjorde deres blodige indtog i 1099. Det episke koncept falder således fint i tråd med tidligere udgivelser.
På introhymnen ”The Siege of Akkon” marcherer vi taktfast til en hybrid mellem Manowars ”Warriors of The World” og ”Oculus Ex Inferni” fra Symphony X-albummet Paradise Lost mod den uundgåelige konfrontation med fjenden. De underliggende toner, der giver associationer til temaet fra Terminator-filmene, forstyrrer dog den opbyggede stemning. En lille detalje, men samtidig en af flere mærkværdige dispositioner, der desværre er symptomatisk for det meste af pladen. På ”Battle Cry” bliver vi trakteret med en lækker thrashet intro a la Testament. Glæden varer cirka 20 sekunder og afløses af en monoton Chris Boltendahl og Marcus Kniep, der på dobbeltbaspedal tordner afsted i sådan grad, at både Axel Ritt og Jens Becker tabes i slipstrømmen. ”Hell Is My Purgatory” tilbyder dog Becker en mindre genrejsning, hvor hans evner på den firstrengede får lov til at slå tonen an. Boltendahl kæmper her med eksekveringen af de dybe og mørke toner, mens klangen i de lyse tonelejer fungerer væsentligt bedre. Pladens syvende skæring, ”Nights Of Jerusalem”, fremstår som en prætentiøs historiefortælling underbygget af endimensionel vokal, ligegyldige riffs og dobbeltpedal. ”Grace Of God” markerer med sin harmoniske, dybe orgel-sound en mindre kvalitativ opblomstring på albummet, og på ”Sky Of Swords” børstes støvet af nittevesten, og der høres elementer af både 80’er Metallica, U.D.O. og Accept. Selv om trommen igen stjæler lydbilledet, finder vi for en gang skyld tonal balance hos Boltendahl, og den bombastiske outro ville gøre selv Eric Adams stolt. Den endelig forløsning kommer først i form af ”The Last Crusade”, hvor alt går op i en højere enhed. Instrumental harmoni med velarrangerede breakdowns komplementeret med moderne Amon Amarth-groove. Især baslinjen fremstår med sjælden, men kærkommen tydelighed. På sidste track af dette bizarre morads finder vi ”Hellas Hellas”. Et cover, oprindeligt skrevet af græske Vasilis Papakonstantinou, der primært er kendt i hjemlandet og på Cypern. Med et lynriff bakket op af keyboard i bedste hair metal stil får man fornemmelsen af, hvordan det ville lyde, hvis Lordi havde været fra Grækenland og optrådt ved MGP på modersmålet. ”Fordi vi kan!” synes at være svaret på det øredøvende ”Hvorfor?”, man efterlades med.

En semi-flad gravøl

Albummets største problem er den manglende sammenhængskraft. Alt for ofte fylder trommen for meget i lydbilledet, mens den mørke og lyse tonalisering virker uafstemt – særligt på pladens første halvdel. Breakdowns er sjældent iørefaldende, og guitatsoli er ofte begrænset til numrenes første eller sidste 20 sekunder. På tracknumrene 8-12 løfter albummet sig lige over det middelmådige. Her virker produktionen mere afstemt, de instrumentale arrangementer kan klarere skilles fra hinanden, og selv Boltendahl giver eksempler på en hæderlig sangstemme. Alt i alt oplever jeg albummet som en semi-flad gravøl med obskure noter af ouzo.

 

Tracklist

  1. The Siege of Akkon
  2. Battle Cry
  3. Hell Is My Purgatory
  4. King of the Kings
  5. Symbol of Eternity
  6. Saladin
  7. Nights of Jerusalem
  8. Heart of a Warrior
  9. Grace of God
  10. ky of Swords
  11. Holy Warfare
  12. The Last Crusade
  13. Hellas Hellas (Vasilis Papakonstantinou cover)

Tilføj kommentar