Moden kræver sine ofre
Når snakken falder på støvlelandets talrige fortrin, nævnes den tunge tråd sjældent blandt disse. Ja, faktisk kan det selv i vores egen lille andedam (læs: på metalscenen) knibe med at lire meget mere end tre-fire navne af: Lacuna Coil, Rhapsody of Fire, Nanowar of Steel, Fleshgod Apocalypse og …? Fortsæt selv listen, hvis du kan. Endnu sværere bliver forudsætningerne for at gøre sig bemærket, når man som tech death-trioen Gory Blister har milanesiske rødder. Metropolen i Lombardiet er ikke alene stenrig på historiske monumenter som katedralen Il Duomo di Milano, operahuset La Scala eller det ikoniske San Siro-stadion … den er samtidig primært anerkendt som et af verdens fire globale epicentre for haute couture-moden (red.: de øvrige værende New York, Paris og London). I 2018 kom bandet dog til en vis grad ind på danernes radar, idet der blev tegnet kontrakt med Mighty Music forud for udgivelsen af forgængeren, 1991.Bloodstained. Med nærværende Reborn from Hatred har italienerne bevaret den røde tråd med de melodiske riffpaces i mid-tempo, mens der denne gang er lagt betydeligt mere vægt på groovy rytmestrukturer og dragende drum-fills.
En amerikaner, en canadier og en svensker går ind på en bar…
Stop mig, hvis du har hørt den her før: En amerikaner, en canadier og en svensker går ind på en bar. Vi kunne for eksemplets skyld – helt vilkårligt – kalde dem Randy, Maurizio og Johan. De bestiller hver især en iskold Negroni, da de mener at kunne identificere ingredienserne. Og som det gamle mundheld siger: ‘When In Rome… ’, eller i dette tilfælde Milano. Netop genkendelsen er helt central, da albummet åbnes af sfæriske ”From Ashes…”, der i højere grad emmer af ’melo’ end ’tech’.
På efterfølgende ”Push Out the Venom” sparker alkoholen for alvor ind, og beværtningen underholder nu baren vidt og bredt gennem hidsige blastbeats og snerrende growls. De tre førnævnte herrers ophav bliver samtidig hevet frem i lyset gennem groovy vibes, som vi normalt forbinder med Lamb of God, og riffs, der umiskendeligt trækker i retning af Kataklysm. Herfra begynder at tegne sig et billede af genbrug: Skabelonen med en solo to tredjedele inde repeteres således i løbet af ”Relentless Fear” og ”Profound Sedation”, om end sidstnævnte adskiller sig marginalt ved indledningsvis at give Raff Sangiorgios bas omtrent 15 sekunders rampelys.
Omkring midtvejs melder monotonien sin ankomst. Dobbeltpedalen kører ubønhørligt derudaf, og på trods af det forvrængede lydbillede og de ildevarslende pianoelementer i ”This Blood is Forever”, så udebliver det såre tiltrængte skifte i dynamikken. Her skal dog lyde ros for at holde samtlige skæringer omkring tre-fire minutters løbetid samt fastholdelsen af det relativt høje tempo. Man gruer samtidig ved tanken om, hvordan det monstro havde taget sig ud, hvis Gory Blister i stedet havde valgt Candlemass som deres ypperligste muse…!
Langt fra ’La Scala’
En Negroni består af en del gin, en del vermouth rosso og en del Campari, garneret med appelsinskal (alternativt en tynd skive frisk eller tørret appelsin – det er kendere meget uenige om). Utvivlsomt en foretrukken ’poison of choice’ blandt italienerne selv, men på ingen både en ’wallbanger’ på det internationale cocktailkort. Det kniber da også en anelse med at lade sig forføre fuldkommen uforbeholdent af trioens fløjlsbløde fortolkning af groovy tech death. De forudsigelige skabeloner med hurtige blasts, den konstante dobbeltpedal og lidet varierende growlen besværliggør forehavendet med for alvor at fremhæve enkelte numre – ikke ulig ankerne mod de spanske vikingeaspiranter fra Icestorm. Reborn from Hatred er samtidig velproduceret tenderende til overproduceret, og besidder alt andet lige et hæderligt bundniveau. Havde man som jeg håbet på had i helt nye højder, må den fuldkomne forløsning dog siges at udeblive. Bevares, vi befinder os mindst ét trin over den irrelevante navnebror, vi tidligere på året måtte lægge øre til – men desværre også et pænt stykke fra toppen af ‘La Scala’.
