Fra nu metal til 2018
Godsmack rider stadig på deres succes fra forrige årtis nu metal-bølge. Bandet er dog blevet ældre og med tiden mere moderate i attituden. Singlen hedder nu ”When Legends Rise” i stedet for ”I Fucking Hate You” (2003), og stilen er gået fra bidsk hiphopmetal til finpudset hard rock. Når tiderne skifter, må man følge med, og det har Godsmack også stille og roligt gjort. When Legends Rise er sidste skridt i deres fuldendte transformation til et moderne hard rock-band.
En vellykket transformation
Metalverdenen er som regel hård ved bands, der bliver blødere med tiden. Det giver en evig debat mellem loyalitet og fornyelse, som Godsmack selvfølgelig også havner i. I deres tilfælde er transformationen dog mere en ælde med ynde, end den er et spring mod fornyelse. Og når jeg skriver, at den aktuelle plade er transformationens sidste skridt, er det fordi, de sidste beskidte, ungdommelige hiphopinspirerede elementer nu er udvandet helt i lydbilledet til fordel for en finpudset lyd og nogle mere reflekterede sangtekster.
I stedet for at udgive halvhjertet hard rock er Godsmack gået all in med en udgivelse, der sagtens kan konkurrere indenfor genren. Det solide titelnummer er første bevis på dette – et hamrende ørehængende nummer, der hverken føles overproduceret eller halvhjertet. Den lidt ensformige single ”Bulletproof” følger straks op på succesen med endnu et fængende omkvæd. Heldigvis bliver den ikke trukket i langdrag, og man når ikke at blive træt af gentagelserne, før albummet kan fortsætte. De næste to numre er udmærkede, men lidt for trivielle. ”Take It To The Edge” følger heldigvis trop med et mere velstøbt fundament og et stilrent budskab, alle lyttere kan være med på. Den lidt for generiske sangskrivning i tredje til sjette sang kan undskyldes med de fem følgende sange, der balancerer spænding og harmoni på en langt federe måde, så albummet ikke trækkes i langdrag.
Forrige album, 1000hp, blev i vores anmeldelse kritiseret for at have en akavet, påtaget ”ung med de unge”-agtig lyrik, der ikke passede med hverken musik eller fanbase. Godsmack har lyttet (eller i hvert fald indset det selv) og giver os nogle meget mere velbalancerede sange, der lader 90’er-generationen lytte til afslappet, moderne rockmusik spillet af fortidens idoler.
God og finpudset musik, begrænset innovation
Godsmack har regnet den ud. De har fået sangskrivning, produktion og attitude til at spille sammen, så musikken ikke bliver et levn fra en svunden tid, men plantes solidt på den moderne rock- og metalscene. Vi får intet nyskabende, men håndværket er sgu i orden og har en lang række fængende og lækre numre som resultat. I modsætning til visse andre heavy-bands, der de seneste år har forsøgt sig med en mere radiorocket stil, er When Legends Rise faktisk på kvalitetsniveau med genrens moderne pionerer. Derfor ender karakteren midt i den gode ende af skalaen på otte kranier, og især de fem sidste numre får en anbefaling med herfra.
