Hastværk er lastværk
Der findes bands, som har gjort det til deres levevej at give fingeren til alt, som hedder udvikling, progression og hvad der i det hele taget ellers kan kaldes ændringer. Et sådant band er Goat Semen. I snart et kvart århundrede har de gæve peruvianske gutter holdt fanen højt for døden og blacken uden at skele bare en smule til hvilke trends, der egentlig rører sig i metalscenen. Nu ved jeg ikke, hvor svært det er at modstå trends i Peru, men det kan være, at det er denne kamp, som er årsag til at Goat Semen kun har udgivet en håndfuld splits, et enkelt album i 2015 og først nu er klar med næste reelle udgivelse – ep'en Fuck Christ.
Krigen raser stadig i Peru
Er man familiær med den sydamerikanske ekstremmetalscene, så ved man godt, hvilken gren af døden og blacken Goat Semen gør sig i. Den som aldrig er kommet videre end Sarcófago og tidlig Sepultura. Det er thrashet førstebølge-black, hvor lige så thrashet død får lov til at sætte tænderne i hinanden og slås til sidste blodsdråbe.
Det første, man bider mærke i på Fuck Christ, er produktionen. At kalde den pæn ville både være løgn og stik imod alt, hvad Goat Semen står for, men klangen af trailerskur tordnende ned ad en bjergside er forstummet en smule, og i stedet er der kigget mod Slayers Hell Awaits. Dette gør beklageligvis, at åbningsnummeret “Midnight Worship” lyder til at være planket fra netop Hell Awaits og derefter strippet for alt, der bare mindede om struktur og teknisk kunnen. “Los Ojos de Judas” kører også med Slayer-riffet, men viser i stedet tænder med et lækkert bestialsk kaos, der bevidner, hvorfor Goat Semen har været instrumental i Sydamerikas fremragende war metal-scene. Noget der bliver sat en stor fed streg under på “Heed the Call”. En rytme, der baldrer nådesløst afsted som et Maxim maskingevær under Boer krigen, et riff, der roterer som resten af tandhjulene i den utrættelige krigsmaskine og så en vokal trukket direkte ud af vanviddet. Det er alt hvad Sarcófago nogensinde kunne drømme om, udført til perfektion. Det er råt. Det er grimt. Det er krig.
Noget, der til gengæld ikke er meget krig over, er titelnummeret og “Prophets of Hell”. Sidstnævnte fordi ingen nogensinde har haft brug for at høre seks minutters Blasphemy i slow motion, og “Fuck Christ” fordi det eneste, som nummeret byder på, er et norsk andenbølge-riff. I Goat Semen regi er det selvfølgelig nok progression til at finde både festhat og konfettirør frem, men lad os være ærlige, alle mennesker og deres mor har efterhånden skævet til halvfemsernes Norge. Det redder dog nummeret, at Goat Semen trods alt har et bundniveau, som kun er blevet mere stabilt med årene.
Intet nyt er godt nyt
Visse puritanere vil sikkert brokke sig over den mere strukturerede produktion på Fuck Christ. Men netop dette fremhæver netop kvaliteterne på ep'en, og hvorfor Goat Semen holdes i hæder blandt genrens fans. Ud over dette er der absolut intet nyt under solen, men bandet er stadig lige så aggressive, kaotiske og bestialske som på deres legendariske demo fra 2003, denne gang trænger kaosset bare ind under huden.
