Gennem Tågen spiller koncert ved Spot Metal 2024 .
Gennem Tågen - Koldt betragtes verden

Koldt betragtes verden

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 8,3/10 baseret på 3 stemmer.

Overraskelser og forvirring

Hvis man ikke lige havde fulgt Gennem Tågen på Facebook, kom deres medvirken på Vendettas compilation Dunkelfeld, der blev udgivet i oktober i år, nok som lidt af en overraskelse. Under en måned senere udkom Koldt betragtes verden, århusianernes debutalbum, blandt andet med den i blackmiljøet så eftertragtede premiere på YouTubes bedste musikkanal, Black Metal Promotion. Det har dog været svært helt at blive klog på projektet. Altid pålidelige Metal Archives fortæller os, at Gennem Tågen er en duo, der har været i gang siden 2019, mens spotifyprofilen siger, at de har eksisteret siden 2008 og består af to helt andre navne. Endelig skrev Mono Goes Metal, før gruppens debutkoncert for nylig, at de havde øvet sig 15 år i en kælder i Århus. Ægte blackmystik altså, men på en ganske forvirrende måde.

En ujævn størrelse

Nuvel, Gennem Tågen virker mest som et enmandsprojekt – hvem der står bag vokal, guitar og bas, vides dog ikke – men sikkert er det, at bag gryderne sidder Andreas Posselt, kendt fra blandt andet Crocell, og han gør en fortrinlig figur, og det er der brug for. Det skyldes især, men ikke udelukkende vokalen, der jo i blackmetal ofte er en smagssag. Her på Koldt betragtes verden fremmaner den mest billeder af en sur lille nisse, der står ude i en norsk skov og skælder ud. Det er virkelig ikke godt og tæt på umuligt at se bort fra. Musikalsk er Koldt betragtes verden til gengæld en mere blandet fornøjelse, på godt og ondt.

Med ”Naturens nåde” startes der lige på og hårdt. Blastbeats og tremologuitar dominerer, og det klassiske norske udtryk er i fokus. Tremolofigurerne varieres konstant (og alt for meget), første pause fra denne skizofreni kommer efter tre minutter. Det sker med sagte anslag på både elektrisk og akustisk guitar henover nogle vejreffekter. Det lyder virkelig godt, men freden varer desværre ikke ret længe, for mindre end et minut går der, før vi er tilbage ved udgangspunktet. Sangen slutter genialt af med et temposkift i særklasse, så på cirka halvandet minut ud af de næsten seks, ”Naturens nåde” varer, viser Gennem Tågen stort potentiale. Det er selvfølgelig ikke nok, men det er et tema, der fortsætter pladen ud. På ”Dyret” får vi endnu en fin akustisk passage, mens de melodiske riffs nu giver minder om danske Angantyr. ”Dyret” indeholder et væld af fine melodiske riffs, men det havde fungeret bedre, hvis de var spredt ud på flere af de andre sange på dette album, for guderne skal vide, at der er brug for det. På trods af den store variation taber ”Dyret” desværre pusten til sidst, og de næsten ni minutters varighed er mindst fire for meget.

På sange som ”Havet” og ”Aftenbøn” kombineres akustisk og forvrænget guitar, og det spiller smukt sammen. Der er fine ambitioner og variation i begge sange, men de gode passager afbrydes for hurtigt og forløses aldrig helt. Det samlede indtryk bliver derfor lidt rodet. På samme måde bliver brugen af akustisk guitar og vind- og vejreffekter efterhånden lige i overkanten. Med ”Nattegry” får vi selvfølgelig endnu et insisterende tremoloriff at runde albummet af på. Nummeret slutter ukarakteristisk brat, men det er måske passende for et album, der er en noget ujævn størrelse.

Lyspunkter uden forløsning

Der er altså mange lyspunkter, men udover den grumme vokal er den overdrevne brug af tremologuitar fra Denial of God, når de er mest irriterende, støttet af gennemsnitlige Gorgoroth-riffs det primære indtryk, man sidder tilbage med, når lytningen af Koldt betragtes verden er slut. Jeg skal lige skynde mig at bemærke, at jeg holder meget af begge bands, men lad os bare ærligt konstatere, at det eneste, de to har til fælles, er en temmelig ujævn diskografi. Efter ét nummer havde jeg fået nok af nissevokalen, og efter tre blev jeg træt af den insisterende melodiøse tremologuitar. Der er mange gode ideer på dette album, men potentialet bliver desværre slet ikke forløst.

Tracklist

  1. Naturens nåde
  2. Dyret
  3. Vårulv
  4. Havet
  5. På hæld
  6. Aftenbøn
  7. Nattegry