Mere eller mindre?

På omslaget ligner det unægteligt Smaug, der har forvildet sig fra Erebor og nu får rotterne til at flygte gennem en monumental tempelhal. Dragen er ganske vist Flotsam and Jetsams egen Flotzilla, men associationen passer glimrende til Rats In The Temple, hvor både musik og ambitioner er vokset til kolossal størrelse. Da vi anmeldte Blood in the Water tilbage i 2021, var dommen, at amerikanerne stadig besad både fart, teknik og melodisk tæft, men også ofte lod sig forfalde til samme velkendte speed-/thrashformel, indtil virkningen aftog. Fem år og ét album senere markerer bandet 40-året for Doomsday for the Deceiver med 13 nye numre fordelt på hele 56 minutter. Så når nu også selveste Yngwie Malmsteen atter er ved at være pladeaktuel, bliver fristelsen til at fremsætte supershredderens gamle spørgsmål simpelthen for stor: Hvordan kan mindre være mere, når mere er mere?

Rotter på loftet

“Harvesting the Hate” åbner med filmisk storladenhed og mellemøstligt farvede toner, inden Ken Marys fodpedaler flækker tempelporten i to. Michael Gilbert og Steve Conley kombinerer kontante thrashriff med melodiske parløb, alt imens Eric ’A.K.’ Knutson løfter taget med sit karakteristiske skrig og et arenaproportionalt omkvæd. Mørkere “Damnation” gentager hurtigt kombinationen af teatralske vers og melodisk forløsning, førend “Absolution” dropper de største armbevægelser. Albummets stærkeste faser finder vi, når veteranerne tør udfordre angrebsvinklen. “Blame the Knife” bytter farten ud med et bistert bulldozergroove, hvor Nevermores dissonans danser tæt med Testaments mere moderne tyngde, inden titelnummeret tømmer værktøjskassen ud over gulvet. Her samles således billedet om de destruktive tanker, der gnaver sig gennem sindets helligdom, flankeret af progressive rytmeskift, melodier med pondus – og en næsten “Painkiller”-aspirerende trommeindgang.

Problemet er, at Flotsam and Jetsam efterhånden gør genkendelighed til vane. “The Ghost Behind My Door”, “First on the Spike” og “The Edge of Nowhere” er alle velskrevne og velspillede, men bygger i marginalt varierende grad på den samme konstruktion: aggressive vers, melodiske guitarharmonier og endnu et rungende refræn. “Last Rites” bryder billedet med en menneskelig appel til den selvmordstruede om at blive og lade fortællingen fortsætte, men selv det stærke budskab belastes af et hook, der gentages flere gange end nødvendigt.

Sidste del understreger både kvaliteter og redaktionelle udfordringer på Rats In The Temple. De middelalderligt farvede guitarharmonier giver “Her Blood Your Pain” en klar identitet, og “Anthem for the Broken” bærer et omkvæd af Primal Fear'sk observans, der ville fungere upåklageligt fra den store scene. Men som albummets nummer 12 bliver sidstnævnte også endnu en brægende fællesskål på et tidspunkt, hvor lytteren har fået mere end rigeligt. Den melankolske “Not Goin’ Down That Way” er straks en langt mere overbevisende afrunding. De nedstemte guitarer, den enkle opbygning og trådene til bandets 90'er-periode giver fortællingen om at nægte en voldelig og uværdig udgang en passende patos. Konflikten ligger dermed ikke isoleret i slutnummeret, men at vi skal kæmpe os gennem 51 minutters musik for at nå frem. Afslutningen havde ramt hårdere, hvis et par af de forudgående sange var blevet efterladt uden for templet.

Mere blev mindre

Lad mig for god ordens skyld slå fast: Flotsam and Jetsam har ikke lavet et eneste dårligt nummer på Rats In The Temple – de har bare insisteret på at medtage næsten dem alle … (!) Knutson synger fortsat med en kraft, der trodser dåbsattesten, Gilbert og Conley leverer både finesse og råstyrke, og rytmesektionen kan få selv de mest kontrollerede passager til at lyde eksplosive. “Absolution”, “Blame the Knife”, titelnummeret og “Last Rites” viser et veteranband med både teknisk overskud og noget på hjerte: Hadet, volden og ødelæggelsen kommer ikke kun udefra. Fra morderen, der giver kniven skylden, til spøgelset bag døren og rotterne i hovedet kredser teksterne om individuelt ansvar, konsekvenser og de dæmoner, vi mennesker selv lukker indenfor. Gennem 13 numre og 56 minutter får udtrykket dog desværre karakter af formel. En hårdere redigering på omkring 10 minutter kunne have forvandlet et solidt album til et fremragende et. Malmsteen fik altså (igen-igen) sit svar: Mindre kan være mere, når mere gør selv de bedste komponenter mindre virkningsfulde.