Et sjældent indslag fra Baltikum 

Metal på litauisk fra Napalm Records. Det er ikke en sætning, man hører hver dag, medmindre man bevæger sig i folk- eller black metal-segmentet, hvor særligt de hedenske rødder har en plads på tapetet. Bandet Black Spikes adskiller sig fra andre moderne metalbands ved at synge på et sprog, de færreste har nogen pejling om – medmindre man selvfølgelig kommer fra Litauen.

Normalt foretrækker jeg både min musik og mine film på et sprog, jeg forstår, men det hænder af og til, at der er noget, som falder uden for rammen, som er helt fantastisk. Blandt andet filmen Parasite, som foregår på koreansk, eller bandet Alien Weaponry, som synger på deres lokale sprog, māori. Spørgsmålet er, om de i Litauen har fat i den lange ende. Ydos er titlen på albummet fra det mystiske band fra Baltikum, som netop synger på litauisk.

Tungt, skævt og til tider for stille

Jeg blev først introduceret for bandet via de singler, der er udgivet i månederne op til frigivelsen af Ydos. Disse sange producerer et lydbillede, hvor flere elementer er genkendelige, men rækkefølgen af elementerne, de lyriske nuancer og den instrumentale lyd kombineret er for mig ganske unik. Jeg aner ikke, hvad der lyrisk foregår, men ærligt talt påvirker det mig slet ikke. Det er vel principielt også de færreste, der virkelig kan dechifrere strofer fra diverse dødsmetalbands.

I løbet af albummet er alle guitarsekvenser glimrende produceret og skyder nogle rigtig fede riffs afsted. Genremæssigt defineres musikken som moderne metal, hvor lyden generelt indeholder progressive elementer, atmosfæriske lydkulisser og elektroniske beats. Derudover får vi en god blanding af emotionelle, kvindelige clean-vokaler – som eksploderer over i en vred growl. Undervejs får vi også folk-elementer, som nok ikke kommer bag på nogen, når man har at gøre med en plade, hvor der synges på lokalsprog.

Det nærmeste, vi kommer en opskrift, er nummeret “ZELVAR”, som starter med en hård, nedstemt guitar og lyde, som kun en whammy bar, der bliver mishandlet, kan lave. Stortromme og growls indtager lydbilledet og skaber, hvad jeg ville kalde bandets signaturlyd: netop den sekvens, hvor det hele springer i luften – inden vi får en sektion med nærmest engleagtige toner og en afslappende og mystisk baggrundslyd. Det varer dog ikke længe, før vi er tilbage i smaddermode. Sådan gynger musikken frem og tilbage, og jeg synes, det fungerer, at vi bevæger os frem og tilbage i tempo.

Dog synes jeg, nogle af de atmosfæriske sektioner bliver for lange og for repetitive. De stille, elektroniske beat-sektioner som på “AUREA” trækker den opbyggede kadence ud af musikken som luft, der siver ud af en ballon. Bandet lyder vanvittigt, når der bliver trykket af – og de sekvenser, vi får af dette, er trods alt balancerede og gode. Problemet er simpelthen overvægten af det modsatte.

Et spændende udspil med vokseværk 

Ydos er et spændende album på rigtig mange parametre. Vi får moderne, innovativ metal på et sprog, vi stort set aldrig hører i den mere moderne metal. Det er originalt, og der er flere sekvenser undervejs, hvor man virkelig ikke kan stoppe sig selv i at headbange løs. Når det så er sagt, så fylder mystikken trods alt for meget. Der er for meget atmosfærisk intermezzo og for meget kirkeagtig vokal. Netop disse ting føles rigtig fine og gode på de første numre, men mod slutningen af pladen håber man mere og mere på, at de hårde sektioner bare fortsætter.

Pladen er blot bandets anden udgivelse, og det niveau, der allerede præsteres på Ydos, er imponerende. Jeg håber, bandet formår at skabe mere kompakte sange med de samme elementer, som gør dem specielle – dog uden at særligt de stille sektioner bliver trukket ud alt for længe. Jeg er spændt på at følge bandet, men de er der altså ikke helt endnu.