Sværd, skæg … og hornmusik?
Sværdet er trukket, og de lange skæg er friseret med pomade. Det amerikanske band Ninth Realm opstod i 2018 og ligner nogen, der er klar til at drage på dragetogt. Det er dog ikke power-metallens episke symfonier, som bandet komponerer, men i højere grad en blanding af death, thrash og noget tredje lidt udefinerbart. Blackened hardcore, måske? Nuvel, genredefinitioner er et eksplosivt krydsfelt at stille sig i, så lad os nu træde ud af denne skudlinje. Deres tekstunivers centrerer sig om et fantasynarrativ, der foregår i landet Tythorin. Deres album ligner da også forsiden på en herlig fantasybog fra dengang, rigtige kunstnere brugte tid, kræfter og kreativ energi på at skabe detaljerige og farvemættede forsider. Spørgsmålet er så, om man kan dømme albummet på forsiden.
Blomsterberg ville være skuffet
Er der kun kaos og tomhed under solen? Åbenbart, hvis man skal tro Ninth Realm. Tonernes skude sejler langsomt ind i drypstensgrotten på et feedbackmættet hav. Guitarens toner gjalder i tomrummet, hvis eneste samtalepartner er et fjernt ekko. Det er en stemningsfuld opstart, men på det næste nummer slås den lille lystjolle til plukfisk, idet titelsangen smadrer rytmerne med atonalitet, kaotiske temposkift og teutoniske skalaer, der tonser ubønhørligt derudad. Det er noget af et piskesmæld at gå mellem de to numre, og man føler sig en smule skibbruden.
Generelt fremstår efterfølgeren bag det indledende nummer, “DAMNATIONS VEIL” rodet i sin komposition, idet rytmerne indgår i et dysfunktionelt polyrytmisk polyforhold, hvor de spænder ben for hinanden og snubler over guitaren uden at gå op i en højere enhed. Efter det interessante interludium havde jeg tilladt mig at forvente bare en smule af de sange, der skulle følge dette, men som alt her i livet endte Ninth Realm med at skuffe.
Der er en ubalance i albummets mix, hvor vokalen konstant ligger enten for højt eller lavt i forhold til den instrumentale andel. Ninth Realm har i det hele taget bagt en rodet lagkage af et album, hvor glasur og kagebunde mudres sammen til en sødlig babymos uden karakter, bid eller, som Blomsterberg ville sige, ‘en god krumme’. For basbunden er næsten fraværende, og guitarens riffs fremstår generiske og kedsommelige. Trommen, der som gluten i denne metallagkage skulle holde strukturerne sammen, har her fået cøliaki, for dens rytmer er komplet ukreative og drukner ofte mellem lydbilledets andre sammensmaskede lag. Hvis det her var bagedysten, ville Ninth Realm således få en endefuld med en dejskraber og ryge ud på deres gennemtæskede ende. Allerede fire numre inde på albummet begyndte jeg at håbe på, at dette støjhelvedes ild snart var udbrændt. Men ak … vi skulle videre. Og bedre blev det ikke. Okay, lagdelingen er en smule bedre og klarere til sidst på eksempelvis “BEYOND THE VOID”, og generelt fremstår albummet bedst på højtalere af høj kvalitet. Men en god kok kan lave gourmetmad selv med en sløv kniv, og man burde ikke skulle købe B & O’s konkursbo for at få en bare nogenlunde lydkvalitet. Det lyder, som om de skynder sig gennem pladen uden at stoppe op og kæle for kompositionerne. Hvis vokalen havde haft en anden tonalitet med større ambitus, kunne det måske have virket som en kontrast til det noget støjende instrumentale lydbillede. Men vokalen er flad som et usyret brød og træder således ikke videre i karakter. I sig selv er deres historiefortælling ellers interessant, men det kræver en vilje-præstation med uanede mængder selvdisciplin for at høre historien under al støjen. Jeg har på fornemmelsen, at de ville fungere fint live, og at særligt produktionens kvalitet er deres største hæmsko. For i de enkelte klarere passager lægger de en god energi for dagen, der sikkert kunne få mangt en voldelig dansemus ind i moshpitten, hvis centrifuge kunne piske æggehvider stive. Desværre er disse passager kun forbipasserende, omend særligt “RITUALS IN THAR’AMATH” har et vist potentiale. På det efterfølgende nummer sagtner Ninth Realm tempoet, og ulig … ja, næsten alle andre bands, så er deres interludier næsten det, der fungerer bedst på pladen, fordi de giver sig selv plads til langsommelighed og ro.
Guitaren klinger klart på eksempelvis “BEYOND THE VOID”, men får ellers ikke nok plads at boltre sig på. Hvis man holder af kaotisk kopulerende kakofonier og rodede rytmer, vil det her være lige i ens boldgade. Men er man mere til harmoniske melodier med symfonier, der forener instrumenterne, skal man lede længe efter guld på dette album. Jovist, man skal nok glimtvist finde noget, der glimter af guld i malstrømmen, men det meste af det viser sig hurtigt blot at være pyrit (også kaldet narreguld). Ninth Realm er generelt et velspillende, men uinteressant band. Havde de været teenageere, ville jeg have applauderet dem og rådet dem til at finde deres egen vej. Men med bandets alder tyder dette album blot på en gemen midtvejskrise.
Gourmet-babymos for metalhoveder
Ninth Realm har præsteret et fint album, som sikkert vil imponere alle dem, der ikke havde nogen forventninger til bandet. I sidste ende ville de nok kunne holde til de indledende runder af metalbagedysten, for albummet har en gennemgående fin struktur og enkelte interessante riffs, der holder lagkagekonstruktionen oppe. Desværre er de enkelte lag i denne ikke interessante nok, og der mangler et nummer, der som enten galionsfigur eller brudepar kunne stå ud og pynte kagen. Det hele bliver mudret sammen i et umiskendeligt mismask, der er lige så interessant som babymos … men måske nok kan være en fin introduktion til metallen, hvis man endnu ikke har fået oplært sine smagsløg til at vide bedre.