Nye og gamle ansigter
Det er ikke småting, der har fundet sted i Fleshgod Apocalypse-lejren, siden de sidst udgav et album tilbage i 2019. Bassisten Paolo Rossi har forladt bandet – hvilket betyder, at Francesco Paoli nu har skiftet fra guitar til bas og derved reduceret antallet af guitarister med 50 %. På trommer har de hyret ukrainske Eugene Ryabchenko, og ligeledes er Veronica Bordacchini nu fuldbyrdet medlem. Men den største og mest afgørende begivenhed var dog den nærdødsoplevelse, som Paoli kom ud for i 2021. Denne ulykke gjorde, at folk reelt set betvivlede, hvorvidt der nogensinde ville komme nyt fra bandet – det gjorde der dog heldigvis. Bandet har tidligere udgivet mesterværker som King og Veleno, så det giver sig selv, at forventningerne til Opera er enorme, så lad os da undersøge, om der skal en ny konge på tronen eller ej.
Opera light
Hvis man er bare lidt bekendt med Fleshgod Apocalypse, så ved man, at Opera er den mest oplagte albumtitel, de overhovedet kunne komme på; det er faktisk utroligt, at de ikke har brugt den før. Og nu, hvor Bordacchini – altså bandets operasanger – er medlem på lige fod med alle de andre, ja, så må man da forvente, at det her album er proppet med operapassager. Ironisk nok er det her muligvis det album, de nogensinde har lavet, med mindst opera. I stedet har Bordacchini overtaget Rossis tjans som backup-vokalist, hvilket giver musikken nogle elementer af bands som Within Temptation, Evanescence eller Nightwish – og der skal jeg være helt ærlig og sige, at det virkelig ikke klæder musikken. Det bliver simpelthen for blødt og får nogle gotiske konnotationer, som ikke hører hjemme i det lydbillede, som Fleshgod Apocalypse har præsenteret os for gennem sin næsten 20 år lange karriere. Det er især numrene “Matricide 8.21” og “Till Death Do Us Part", der er med til at kastrere lyden og trække det over til et sted med sort eyeliner, spidse hjørnetænder og enorme balkjoler. Der er dog, heldigvis, også positive ting at sige om Opera – blandt andet det at det så afgjort er det bedst lydende album, de nogensinde har produceret. Det er, for eksempel, ikke som de tidligere udgivelser, hvor trommerne var så absurd dominerende, at man ikke kunne høre andet. Selv det mesterlige King-album kunne godt have lydt et nøk bedre. Der er skam også stadig fremragende numre på albummet: “At War With My Soul”, “Morphine Waltz” og “Per Aspera Ad Astra” er alle klassiske Fleshgod Apocalypse-numre, som vi kender og elsker dem, og ideen med at starte albummet blidt op med “Ode to Art (De’ Sepolcri)” fungerer også glimrende. Men det ændrer desværre ikke på, at det her nok er det tammeste album, det italienske ensemble endnu har præsteret, desværre. Derudover er mindst tre af numrene dedikeret helt specifikt til Paolis ulykke – hvilket bliver lidt meget.
Papa er ikke sur, han er skuffet
Jeg vidste udmærket godt, at Fleshgod Apocalypse ikke ville skrive et værk, der overgik King. Men jeg havde da håbet på, at de i det mindste ville lave noget, der matchede Veleno eller måske endda Labyrinth. Det er dog desværre ikke tilfældet – men forstå, at min kritik ligeså afspejler min skuffelse, for Fleshgod Apocalypse er et band, jeg holder utroligt meget af, og om ikke andet kan man da håbe på, at et nyt album betyder, at de snart besøger vor hovedstad igen. De har trods alt ikke været her siden 2017, så det er da oppe over!
