Challenge accepted!

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde frivilligt ville lytte til, opsøge eller sågar anmelde Five Finger Death Punch, et band, der befinder sig i et grumset grænseland mellem Nickelback og Volbeat – og der må du ALDRIG gå hen, Simba! Men så skete der noget, nemlig at Loudwire valgte at udgive en anmeldelse af bandets nyeste album F8 med overskriften ”F8 is great – despite what elitists may think!”. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg nok falder ind under kategorien ”metal elitist”. Det accepterer jeg fuldt ud, og netop derfor så jeg denne overskrift som en personlig udfordring. For kan en forudindtaget metalelitist skrive en FFDP-anmeldelse, der ikke blot er én lang sviner? Er der noget godt at komme efter på F8, eller er det blot endnu et glas lunkent Monster energidrik?

Mageløse Moody

Der er lavet ekstremt mange jokes omkring FFDP, og der er efterhånden skrevet tykke bøger om, hvorfor det, de laver, er så pinligt ringe. Alligevel så har bandet kun vokset sig større og større – ergo må ”folket” jo være enige om, at det, de laver, jo nærmest er manna, der falder ned fra himlen. Men har folket ret? Bestemmer flertallet altid? Der er ingen tvivl om, at kvintetten fra Las Vegas laver musik til masserne på samme måde, som McDonalds laver mad til masserne. Radiovenlig, super-overproduceret arenarock blottet for holdninger, mening og kant og en lyrik om super mondæne ting formuleret på en sådan måde, at man har Ivan Moody mistænkt for at være 12 år gammel. En mistanke der vist kun er blevet bekræftet af hans generelle opførsel de sidste mange år. Lad os lige holde lidt fast i ham Moody her, for han er absolut gruppens største svaghed. Én ting er hans stemme, som lyder som en abominabel krydsning mellem Corey Taylor og Chad Krueger. En anden ting er hans ”tough guy med et hjerte af guld”-attitude. Hele den der ”se mig, jeg er hård, fordi jeg har haft det hårdt yiiir!”-attitude, som er lige dele grinagtig og patetisk, når den så bliver akkompagneret af tekster som ”I'm a little pissed off today and there ain't nothing you can do about it. I'm a little bit put off today and I could not tell you why. Got a really short fuse today and everyone around me's fucking crazy”. Generelt så falder kvaliteten af musikken med et brag det sekund, Ivan åbner gabet, for resten af bandet spiller faktisk udmærket. Der er perioder, hvor der er masser af groove, okay guitarsoloer og generelt et godt beat – men så kommer Moody…

Det næste problem på F8 er todelt – albummet har hele 13 sange (16 – hvis det er bonusudgaven), og det er for mange, især når de så lyder så ufatteligt ens. Der er to slags sange på albummet ”Ivan er sur”-sange som ”To Be Alone”, og ”Ivan er ked af det”-sange som det miserable nummer ”A Little Bit Off”. Derfor bliver albummet både for langt og for forudsigeligt samt formularisk. Efter bare et par numre ved man præcis, hvordan de næste vil lyde – og derudover så har albummet det problem, at det bedste nummer er det første nemlig ”Inside Out”, og derefter går det bare stødt ned af bakke, indtil det rammer jorden med et øresønderrivende brag.

Five Finger Who?

Det er sjovt med FFDP. De bliver konstant skudt i skoene, at de er på den ene og den anden måde – men egentligt så cementerer F8, at de ikke er nogen overhovedet. Forstået på den måde, at de ikke har en unik lyd, de har intet ved deres lydbillede, som gør dem genkendelige. Hvis man lavede en playliste med Slipknot, Killswitch Engage, Stone Sour, Nickelback, Disturbed og lignende bands, og så smed et par FFDP-numre ind i mellem dem, så ville man ikke stoppe op og tænke ”Hov, det var da en FFDP sang det der!” – de ville drukne i mængden af alle de bands, som de gerne vil lyde som. Derfor har de brug for deres visuelle aspekt. Billedet af at være nogle fandens karle, hårde typer og slagsbrødre så de har ét eller andet, folk husker. At det så bliver ansigtsmaling, højt hår og energidrikke… Ja, det er så en anden sag! På F8 lyder Five Finger Death Punch, som de altid har gjort og nok altid vil gøre. Et band der spiller udmærket, overproduceret og superamerikansk arenarock til folk, der bare gerne vil have en hyggelig aften og købe lunken fadøl til overpris sammen med 50.000 af deres nærmeste venner – og fred være med det. Jeg kan ikke se mig sur på hverken dem eller bandet – de leverer jo bare det, folk vil have igen og igen. Præcis som ekspedienten bag disken jo bare giver hr. og fru Jensen deres fem cheeseburgere, sytten nuggets og to large Cola Zero. Folket har jo talt!