Fra Skyrim til The Lands Between
Sidst vi hørte fra Noctule, var det blot en lille sidegesjæft. Men nu hvor Svalbard er gået i graven, er Serena Cherry gået all in på projektet. Der er endda tale om at spille live. Bandets debut var en fremragende omgang atmo-black med enkelte melodiske elementer og et lyrisk fokus på The Elder Scrolls V: Skyrim. Nu er der gået fem år, og Cherry har taget skeen i den anden hånd. For ikke nok med at den lyriske tematik nu omhandler Elden Ring i stedet, så har hun også valgt, at Noctule skal være et blackened death metal-band. Men fungerer skiftet? Er Noctule blevet bedre nu, hvor der er blevet skruet op for brutaliteten, eller er det hele lige så elegant som en førstegangs-spiller, der ikke kan finde ud af at undvige angreb fra en wandering noble?
Stærk start, svag slutning
Albummets reelle åbner, “Devour the Gods", sparker døren ind med et sådant brag, at ikke engang Hodor ville have holdt den lukket. Cherry har bestemt oppet sig som ekstremmetalmusiker, og hendes riffs er benhårde og brutale. Der er afstikkere til bands som Dissection, Arch Enemy, Amon Amarth, Moonlight Sorcery, ja, sågar Fleshgod Apocalypse, In Flames og Gaerea. Det lader faktisk til, at Cherry – helt overordnet – har taget alle de bands, hun er fan af, og har forsøgt at koge dem sammen til en stor, sort omgang labskovs.
De første tre-fire numre viser, at hun snildt formår at hoppe og springe mellem forskellige indtryk og stemninger, men desværre er det, som om legesygen forsvinder hen imod slutningen af pladen. Stort set alt efter pladens femte nummer, “Goddess of Rot”, lader til at være skåret mere eller mindre over samme læst.
Det er groft sagt moderne melodød-/pseudo-metalcore, uden kraft og bid. Jeg savner både det mørke og den stemning, som var så allestedsnærværende på Wretched Abyss. Jovist, der er spandevis af stærke riffs på pladen her, men i takt med at sandkornene rammer bunden i timeglasset, indser man hurtigt, at fede riffs i sig selv ikke kan klare alt arbejdet.
Hvis pladen stoppede efter “Grafted” eller måske “Goddess of Rot”, så havde det været en bomstærk EP. Men ak …!
Det er især de sidste par numre, der virkelig trækker niveauet helt ned under gulvbrædderne. De er så ekstremt repetitive og decideret ligegyldige, at man ikke kan lade være med at korse sig. At der så også lige har sneget sig to ligegyldige instrumentale intermezzi ind, hjælper bestemt heller ikke – men det er virkelig også sjældent, at den slags gør andet end at afbryde og forpurre den overordnede stemning.
Tunge tanker og tunge toner
Cherry valgte at lave en plade med fokus på Elden Ring, da det spil virkelig har hjulpet hende ud af et meget dybt og mørkt hul. Jeg tror, at mange af os kan nikke genkendende til, at videospil og ilter musik i den grad kan være en støtte i de mørkeste tider. Måske er det på grund af de dystre tanker, at hun har valgt, at musikken skulle være mere hen ad dødsmetal med et større fokus på sonisk smadder end teatralsk mørke. Uanset bevæggrunden for hendes kunstneriske valg ændrer det ikke på, at Noctule bestemt fungerede bedre som et mere rendyrket black metal-projekt. Nok kan Cherry spille spade samt strikke nogle voldsomme riffs sammen, men intet af det betyder dog noget, hvis sangskrivningen ikke matcher. Jeg håber virkelig, at den næste plade vil være et skridt tilbage til rødderne – eller bare bedre end denne skive.