Fransk filosofi i maksimalistform

Epitaphe er et fransk progressivt death/doom band, der udgav første plade i 2019. De fremstod for undertegnede som særligt spændende at anmelde, da deres forrige album, I og II, bød på en utrolig eksperimentel, men kompositionelt dygtig tilgang til musikteoretiske koncepter, der ligger på kanten af den akademisk musikalske forståelse. Normalt tager det den specifikke afart af progressive bands, der beskæftiger sig med at udvide grænserne for selveste det at skabe musik, adskillige år at skrive og udgive et album, men Epitaphe har faktisk også været relativt hurtige, med kun tre års ventetid mellem førnævnte plader. Nu, fire år efter 2022’s II, kommer III, men standarden for de unge franskmænd er højt sat, så spørgsmålet er, om de kan byde på en henrivende oplevelse endnu en gang.

”Jeg spejder i horisonten… noget værre møg!”

III begyndes med et clean track, der nuvel er smukt, men mest fungerer som en stemningsfyldt opbygning mod det egentlige album. Der er dog et lidt foruroligende tegn. Der spilles forsigtigt med jazzbørster på lilletrommen, og det er produceret lidt for tørt og med lidt for høj volumen til, at det lyder foreneligt med guitaren. Desværre fungerer dette lille produktionsmæssige fejltrin som en advarsel på det, der er i vente. Resten af pladen er jammerligt produceret og mixet. ”Windswept” starter med fire minutters værd af hård dødsmetal, hvor trommerne og sub-bassen er skruet op til et så absurd niveau, at guitaren faktisk nærmest ikke kan høres. Trommeslager VLVR er åbenbart også nået så langt i sin forståelse af trommer, at det faktisk ikke er nødvendigt for ham at spille grooves længere, og hans konstante fills er derfor også med til fuldstændigt at overvælde lydbilledet. Sådan her lyder alle tunge og hurtige sektioner på pladen.

Desværre synes det, at lydteknikeren blot har rullet terninger for at beslutte decibelsne på hvert track i hver sektion, da der ofte er steder, hvor ingen af elementerne lyder, som om de er del af samme sang. Ved minut fire på ”Spring Frost” er der muligvis en saxofonsolo. Den titter frem fra mixet et par enkelte gange, og ellers kan man kun lige ænse den blandt de endeløse trommehvirvler og tre separate guitar-tracks. Hele pladen lyder lidt, som om hver musiker individuelt har bedt produceren om at skrue op for deres tracks, og at den stakkels producer har været tvunget til at forsøge at adlyde dem alle samtidig.

Selvom produktionen er den tvivlløst største synd på albummet, så har det sangskrivningsmæssige element også lidt skade. ”Transient” er et horribelt faux-jazznummer, der er så bundet op i, at akkordskiftene skal være uforudsigelige, at ingen af de melodiske valg, hverken vokal- eller guitarmæssigt, har mulighed for at lyde godt. Man undrer sig over, hvilken følelse Epitaphe præcist har forsøgt at skabe, for det, man ender med at være igennem dens syv-minutters varighed, er irritabel og konfus. ”Liminal” starter med, at bandet lyder lidt som Ahab fra Temu, og går dernæst over i en blackened sektion med saxofon, der lyder lidt som White Ward fra Temu. Der er også et gennemgående motiv på pladen, som er vokalisten, der lyder, som om han forsøger at tilkalde en kat med et ”ps-ps-ps”. Sangskrivningen er, på det helt lavpraktiske niveau, mangelfuldt i sit forsøg på at transcendere almen sangskrivningskutyme.

Everything Everywhere All at Once (2022) var altså ikke en opfordring

Man efterlades med et spørgsmål, hvorfor? Alle elementer på Epitaphes III er mangelfulde, og fem gange minus giver altså ikke plus. Produktionen er forkasteligt dårlig, og det synes, at bandet har glemt, at progressivt og eksperimentalt ikke automatisk betyder godt. Når man har hørt de første to plader, der er forenelige helhedsoplevelser, bliver man derfor nødt til at undre sig over, hvordan det hele kunne gå så grueligt galt mellem II og III. Deres ambition er nået bristepunktet, og de har forsøgt for meget. Forhåbentligt kan de rette op.