London Calling

Allerede ved første øjekast ved man, at Under the Eternal Shadow er en sej skive. Et grynet sort-hvid foto af en bister bøddel i ringbrynje, bandnavnet, der er skrevet med blodrøde gotiske bogstaver, samt en albumtitel, der skriger ondskab og mørke. Der er da absolut heller ingen tvivl om, at Final Dose er nogle seje, og hårde, drenge. Duoen fra London har, siden 2019, spillet skramlet black-punk – en genre, der lige p.t. er utrolig hot i Danmark qua bands som Nyredolk, Ædel Fetich, Slyngel og hedengangne Stikkersvin. Men når nu vi selv har en myriade af den slags bands herhjemme, er der så en grund til at kigge længere mod vest end Blåvandshuk? Øh, ja!

Anarchy in the UK

Final Dose fornægter sandelig ikke sine engelske rødder, for selvom musikken – helt overordnet – ikke er meget mere teknisk end Sex Pistols eller Ramones, så sniger der sig elementer af NWoBHM ind nu og da. Det er ikke, fordi der er mange guitarsoli at komme efter, men de få, der er, er utroligt engelske i deres udtryk, og det fungerer fremragende. Hvad der derimod ikke fungerer, er de tre intermezzi “Funeral March”, “Servant” og “Drag the Light Down”. Det er ikke, fordi de tager megen plads – det længste af de tre numre varer ikke engang to minutter – men alligevel formår de at forstyrre både tempoet og flowet på albummet.

Når nu man forventer rendyrket smadder, had og furore i 20 minutter, ja, så skal vanvidsudbruddet altså ikke pludseligt forstyrres af synthesizers, akustiske instrumenter og kæderaslen. Man så jo heller ikke de 500 autonome, stenkastende voldspsykopater  fra helvede  pludseligt stoppe op i deres optøjer for at synge kumbaya.

Der er ingen tvivl om, at Final Dose fungerer bedst, når de er pissesure – hvilket de da, heldigvis, også er på størstedelen af pladen. Tag nu bare åbningsnummeret “Eternal Winter”, hvor simple powerakkorder tæsker en direkte i ansigtet. Højdepunktet er dog, uden tvivl, det herlige Tom G. Warrior-influerede “ugh!” henimod slutningen af nummeret; den slags er altid godt! Ser man bort fra netop de tre føromtalte spild-af-tid-numre, jamen så er der ikke en finger at sætte på Final Doses andet udspil: Det er fremragende, kulsort punk.

Ydermere så lyder Under the Eternal Shadow fuldstændig fantastisk – lyden er rå, primitiv og öld skööl, men samtidig tilpas raffineret til, at man kan høre alt og alle ganske krystalklart. Hvis nogen kom og fortalte mig, at pladen her i virkeligheden var fra slutningen af 80’erne, ja, så ville jeg tro dem, for den lyder ganske autentisk. Her kunne den danske black-punk-bølge virkelig lære en ting eller fem!

Lay down your soul to the gods rock ‘n’ roll!

Under the Eternal Shadow er en lynhurtig og krasbørstig omgang. Der er ingen fine fornemmelser, ingen storladen fortælling og ej heller nogen morale. Det er vred musik lavet af vrede mennesker – og guderne skal vide, at der er nok at være vred over, især hvis man da bor i England i disse tider. Men trods al den vrede, ja, så savner jeg faktisk mere vrede, mere “piss and vinegar”, som man siger derovre. Væk med synthesizers og fangekælderstjuhej; der er ingen grund til at lege Poison Ruïn, de findes jo allerede. Så mindre Philadelphia, mere Newcastle – please!