Filter - Crazy Eyes

Crazy Eyes

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Industrial metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Filter melder sin ankomst med nyt hæsblæsende album

Skørt syn er nyt syn

2016 er året, hvor vi atter får lov at høre nyt fra gode gamle Filter – denne gang med albummet Crazy Eyes, der er det 7. i rækken. Nu sagde jeg nok ’gode gamle’, men hov, noget er ændret – igen! Det er snart blevet en fast tradition for Filter-frontmand, Richard Patrick, at udskifte hele bandet – på nær sig selv, naturligvis – lige inden indspilningen af et nyt album, og det er såmænd også sket denne gang. Måske er det hans forsøg på altid at kreere musik med nye, dugfriske og rablende skøre øjne.

Ufiltreret og råt – som det skal være

Med Crazy Eyes-udgivelsen markerer Filter ikke bare denne voldsomme udskiftning i bandstaben, men også et skifte i det lydlige udtryk. Generelt bevæger de sig væk fra de gamle Filter-toner og retter i stedet kursen mod noget nyt, som mastermind Patrick så kreativt selv kalder ”new industrial”. I dette ord ligger frontmandens vision om at skrue ned for de dundrende guitarer, der fik al for meget spilletid på The Sun Comes Out Tonight, og i stedet give fuld los på den hamrendeskøre og nærmest dæmoniske elektronikside. Et klart eksempel på, at dette lykkes, er nummeret City of Blinding Riots, der på besynderligste vis forkæler øret med vild instrumentalisme, der lyder som om alverdens maskineri og apparatur er gået i momentan baglås, blandet med Patricks fuldstændigt rå og ufiltrerede vokal, der sidder lige i skabet!

Det er på numre som dette, at Filter for alvor henter pointene hjem fra mig. Det er så godt som umuligt at modstå trangen til at nikke let med hovedet og trampe lidt i gulvet i takt til musikken, der præsenterer en utrolig tight rytmik og betagende lydstøbning. Hvis ikke dette er tegnet på god musik, så ved jeg ikke, hvad det er! Andre uundgåelige numre, der fortsætter denne hæsblæsende fremmarch med lidt mindre selvsvingselektronik, er Mother E, Pride Flag og Your Bullets, hvoraf sidstnævnte nærmer sig arketypen af en Filter-sang anno 2016. Herudover høster Mother E og Pride Flag bonuspoint for deres nærmest skizofrene vokalspor, hvor Patrick hidsigt veksler mellem indebrændt hvisken og uhæmmet råben, hvilket tilsammen opbygger en helt unik spænding og atmosfære – lyt selv!

Det er dog ikke kun rå vildskab, denne plade byder på, men Filter-gutterne viser også deres mere dybsindige og politiske side, når de tackler svære emner såsom destruktiv personlighed, død og sågar politivold og racisme. Ét af disse numre – med den åbenhjertige titel Take Me To Heaven – handler om Patricks fornyligt afdøde far, i hvilken forbindelse den ellers ateistiske sanger gransker sit sind og stiller spørgsmålstegn ved liv og død, jord og himmel.

Her på falderebet kommer man heller ikke udenom Welcome To The Suck (Destiny Not Luck), der måske er det mest interessante nummer på skiven. Her narres lytteren først til at tro, at det er en smuk ballade, hvorefter nummeret halvvejs igennem udvikler sig til et sandt mareridt for afslutningsvis at tage form af noget, der mest af alt minder om et episk, dystopisk soundtrack til en storslået blockbusterfilm – pyh! Efter snart 52 minutter i selskab med Filter rundes pladen på smukkeste vis af med (Can’t She See) Head Of Fire, Part 2, der lader sine ambiente toner fade ud til intetheden.

Måske en kommende Filter-klassiker

Alt i alt forærer Filter os et så velsmedet album, at det nærmer sig perfektion. Der er krudt i røven på de drenge her, og pladen byder kun på enkelte – men ærgerlige – intetsigende momenter. Det kan simpelthen ikke resultere i mindre end 9 kranier herfra. Er du til Nine Inch Nails, hvor Patrick i øvrigt har været tourguitarist, skylder du helt klart Filter en lytter!

Tracklist

  1. Mother E
  2. Nothing In My Hands
  3. Pride Flag
  4. City Of Blinding Riots
  5. Take Me To Heaven
  6. Welcome To The Suck (Destiny Not Luck)
  7. Head Of Fire
  8. Tremors
  9. Kid Blue From The Short Bus, Drunk Bunk
  10. Your Bullets
  11. Under The Tongue
  12. (Can't She See) Head Of Fire, Part 2