Så er det IGEN tid til at skrue op! Ever Since gi'r den gas med Bring Out The Gimp, der er total overload af energi og power!
Ever Since fra Schweiz gør sig i Modern Metal med et melodisk Death Metal indspark. Bandet blev dannet af Cédric(Trommer) og Vincent(Guitar), ud fra resterne af deres tidligere band, Sacrement. Ever Since havde en aktiv periode fra 1998 til 2007, hvor de udgav tre albums i melodisk og melankolsk Death/Black/Elektronisk stil. 2006-albummet, Between Heaven And Hell, var det første skridt i den elektroniske Modern Metal retning, hvor bandet befinder sig i dag. I 2007 blev Ever Since dog lagt på is, indtil de to ovennævnte ildsjæle i 2012 atter valgte at puste liv i bandet, sammen med de nye medlemmer, Flo(Bas), Tiago(Guitarer) og Pedro(Vokal).
Gennemgang
Ever Since har i perioden april til oktober 2013 knoklet på deres kommende album, Bring Out The Gimp, der udkommer den 17.02.2014 via Mighty Music. Albummet består af ni numre, der strækker sig over i alt 41 minutter, og det er produceret af Thomas "Drop" Betrisey(Sybreed), Downtone Studio. Bring Out The Gimp skydes i gang med titelnummeret, der viser vejen for resten af albummet: Numre smækfyldt med energi og power – Både gennem musikken, men i allerhøjeste grad også gennem vokalen, der er ekstremt kraftfuld. Pedro's vokal minder til dels om Phil Anselmo's (Pantera) vokal, når han gi'r den gas. Dog har Pedro endnu mere kraft og "scream" at byde på – Og det er ikke bare på ét nummer, men på samtlige ni numre! Musikalsk er vi ude i energisk tempo, masser af melodi og instrumenter der er lækkert sat sammen: De elektroniske indspark og guitarerne går godt i spænd. De to elementer står skiftevis i forgrunden, hvilket giver et rigtig godt twist, og er med til at gøre musikken spændende. Trommerne er eksplosive, afvekslingsrige og både Cédric's performance og lydmæssigt er de en fryd for øret. Det er desuden altid en fornøjelse at kunne nævne, at bassen ikke kun er til for at lægge bunden, men også er af mere fremtrædende karakter, og får lov at "shine" flere steder, hvilket den gør her. Et af mine favoritnumre er den 6 minutter lange ballade, "No Way Out", hvor Pedro også kort viser at han kan levere en clean, sprød vokal. Balladen af den kraftfulde slags, og det er én lang "Lige ved og næsten-Eksplosion", hvor der i øvrigt er besøg af gæstemusikere på Violin og Cello. Man kan på bandets hjemmeside eller youtube finde nummeret, som jeg varmt kan anbefale også at tage et lyt til.
Konklusion
Ever Since leverer med Bring Out The Gimp et super velproduceret album med masser af energi, fart på, fantastisk vokal og lækre melodier. Albummet indikerer, at Ever Since helt klart bør fortsætte i samme konstellation og ad samme sti som dén de bevæger sig ad nu. Hvis du synes om titelnummeret, "Bring Out The Gimp", nedenfor, vil du elske albummet! Hvis du ikke er helt så begejstret for nummeret, så giv lige Ever Since en ekstra chance og tag et lyt til "No Way Out", tak!
Tag et lyt til titelnummeret,Bring Out The Gimp: