Hjernen er en vidunderlig størrelse
Der er som oftest en logik bag associationer. Eksempelvis associerer man ofte høj sol og godt vejr med grillmad og kolde drinks. Skulle man over i mere metallisk regi, så er det umuligt ikke at tænke på Slayers “Raining Blood”, når der råbes: “spil noget med Slayer”. På et mere personligt plan, så vil jeg altid associere ordet skinwalker, eller skinwalkers, med nummeret ”Skinwalker” fra Himsas melodøds/metalcore-mesterværk Summon in Thunder. Goth- og doom-scenen vil nok i stedet tænke på australske The Eternals netop udgivne plade Skinwalker.
Gothflæsken skal steges lidt mere
Vil man eventuelt fortsætte associationslegen, så er Skinwalker også perfekt til formålet. Der bliver trukket referencer til hele scenen. Paradise Lost, Katatonia, Swallow the Sun, Draconian og October Tide er bare et udpluk, som The Eternal har taget under kærlig behandling og givet et mere tilgængeligt strejf.
Netop den mere tilgængelige lyd, hvor langt størstedelen af inspirationernes mere ekstreme elementer er filtreret fra, kombineret med en lidt mere moderne produktion, gør Skinwalker til en glimrende gateway-plade til goth- og death/doom-scenen, hvor Wormphlegm står og agerer sidste boss.
“The Iconoclast”, “When the Fire Dies” og “Fall Upon the Earth” trækker tydelige tråde til den svenske goth/death/doom-scene. Som lytter trækkes man ned i tristessens dyb, kigger sørgmodigt ud ad vinduet, mens de grå skyer samler sig, og man kanaliserer sin indre unge victorianske kvinde, der stirrer længselsfuldt efter sin udkårne, som man til sidst indser er faldet i Napoleonskrigene. October Tide- referencerne er store. Sorgen er endnu større. Jeg bliver aldrig en victoriansk ungmø. Men når The Eternal får mig til at tro, jeg er det, så er der ikke en finger at sætte på numrene. På “The Iconoclast” mærker man tydeligt stemningen gå fra håbefuld til at blive formørket af bekymringens grå skyer, hvor især omkvædet på “When the Fire Dies” – som titlen antyder – slukker alt håb, og til sidst er det specielt C-stykket på “Fall Upon the Earth”, som får verden til at styrte i grus. Alt sammen selvfølgelig præsenteret tilpas tilforladeligt til, at man aldrig overvejer at skære på langs – hvilket bestemt ikke er et kritikpunkt, tværtimod.
Noget, som til gengæld er et kritikpunkt, eller flere, er pladens tre første numre. “Abandoned By Hope” lyder præcis som noget, der var at finde på første skive af Swallow the Suns Songs From the North bare iklædt en moderne produktion. “Deathlike Silence” lyder som den jammerlige 80’er-inspirerede powerballade, jeg håber, at October Tide aldrig laver, og hvorfor i alverdens riger og lande skal “Under the Black” lyde som et småtrist barn af Opeths “Coil” og “Burden”? Det er sammenlagt 20 minutter, hvor du konstant bliver mindet om, at du kunne høre noget meget federe. Og da der efter de 20 minutter stadig er 40 tilbage, så er Skinwalker endnu en plade, som bekræfter påstanden om, at ingen plader bør vare over 45 minutter.
Tålmodighed bør ikke altid være en dyd
Så ja, Skinwalker åbner med lidt af en tålmodighedsprøve, inden The Eternal for alvor folder sig ud og viser, at de faktisk her ganske godt styr på, hvordan man effektivt leder uforvarende lyttere ned af goth- og doom-metallens tunge og triste sti. Så hvis ikke TikTok, Instagram og andre sociale medier har ødelagt din koncentration og tålmodighed, så giv lige Skinwalker er lyt, det er ikke helt spild af tid.
