Nylig voldelig død
Nok er denne anmeldelse sent på den, men at den ligefrem skulle blive posthum, havde jeg trods alt ikke forventet. Entrapment er (eller var) et énmands-dødsmetalband tilhørende hollænderen Michel Jonker, og han har tilsyneladende valgt at lade sit fjerde fuldlængdealbum, Imminent Violent Death, være bandets nekrolog. Jeg erkender, at det er første gang, jeg hører om gruppen, og hvis du er i samme båd som jeg, så kan jeg indledningsvist rapportere, at Jonker lader til at have været på udveksling i Stockholm. For Imminent Violent Death dyrker den svenske dødsmetalscene uden skrupler.
Left Hand Death
Der er rigtig, rigtig mange bands, der dyrker Stockholmscenens særlige afskygning af død og ødelæggelse, og ikke alle er med lige store evner. Heldigvis er Jonker en af de bedre, og åbnings- og titelsangen demonstrerer dette med klassisk kædesavsriffing og et morbidt og melodisk strejf i omkvædet. Jonker behersker et vanvidsramt, nådesløst mellemtone-growl, og de halsbrækkende hurtige og punkede trommerytmer har han ligeledes helt styr på. Opfølgeren viser sig til gengæld at være skuffende; blot et knapt to minutter langt doomy mellemspil, som tager momentum fra albummet. Momentum har Jonker dog rigeligt af, og ”Sanctifying Putrescent” samler uden videre op, hvor åbneren slap. Tremolo-riffingen er ubønhørlig og slipper kun modvilligt grebet, da midtersektionen kortvarigt sænker tempoet. Hvis Stockholmscenens karakteristiske tremolo-riffing og halsbrækkende punkbeats er din boldgade, så er Entrapment en sikker vinder.
Men Stockholmscenen rummer andet og mere end tremolo-riffs og kängspunk – tag f.eks. ”Supposed to Rot” eller ”Bitter Loss” – og dette glemmer Entrapment undervejs. Entombed var næsten lige så glade for at spille groovede riffs i midt-tempo (for deres standarder), og disse stykker var med til at gøre Left Hand Path til et mesterværk. ”Malicious Predominance” veksler indledningsvist mellem to akkorder i et midttempo-stykke, som kunne have været udvidet til et glimrende Stockholm-groove, men muligheden forspildes. I stedet leveres et længere stykke med ildevarslende, ren guitar-picking og afslutningsvis højtempo tremolo-riffing (igen). ”Sacrilegious Congregation” begynder med et stemningsskabende sample efterfulgt af ditto akkordslag og leads, og igen vælges det højeste tempo til at afløse. Midtersektionen finder kortvarigt noget af det helt rigtige midttempo groove frem, førend sangen bringes til afslutning, som den begyndte. Imminent Violent Death forsvinder derfor lidt i en storm af d-beats, hvor jeg i stedet gerne havde set de hamrende og groovede stykker – og dertilhørende temposkift – opgraderet til mere end en eftertanke.
Kompetent voldelig død
Entrapment spiller yderst kompetent svensk dødsmetal af Stockholms skole, og enhver fan af genren bør gøre sig selv den tjeneste at lytte til Imminent Violent Death. Personligt savner jeg, at bagmanden lader nogle af sangene blive karakteriseret af andet end de allermest savende riffs. Siden det konstant er de hurtige tremolo-riffs, der giver sangene deres identitet, er der mange, der minder om hinanden, hvilket kunne have været undgået. Sangskrivningen fejler dog ikke andet end det, og Imminent Violent Death er en yderst passende nekrolog for et svensk-inspireret dødsmetalband.
