Embryonic Autopsy - Prophecies Of The Conjoined

Prophecies Of The Conjoined

· Udkom

Type:Album
Genre:Brutal Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 4/10 baseret på 1 stemme.

Siamesisk dødsmetal

Ny dag, nye pinsler, ny gruppe. Embryonic Autopsy er et hidtil ukendt navn, som dog næppe levner tvivl om gruppens hensigter med sin musik. Brutal dødsmetal skal der til, nærmere bestemt af den gamle skole i starthalvfemserne, før breakdowns og pig squeals blev dagsordenen for unge dødsaspiranter. Prophecies of the Conjoined er, så vidt jeg kan forstå, bandets første udspil og endda et konceptalbum, som tager udgangspunkt i DNA-splicing af aliens og mennesker og produktets efterfølgende hærgen. Jeg har altid gerne villet vide sandheden om Roswell, så lad os for fanden komme i gang!

Usofistikeret BDM

Embryonic Autopsy bekymrer sig ikke om at skabe gruopvækkende atmosfære, eller rettere: de foretrækker at lade riffene tale for sig selv. Lige fra begyndelsen brøler brutal dødsmetal i stil med tidlig Mortal Decay og Suffocation, dog i en mindre teknisk udgave, hvor ni og et halvt nummer på tredive minutter ikke levner tid til at indsnuse rædslen hos de sagesløse. Rytmegruppen står fast på dødsmetallens blodstænkede dyder – riffene veksler mellem borende tremolo og bankende chugga-chugga, mens trommesættet svinger sine stumpe våben; blastbeats, dobbeltpedaler, punkbeats og såmænd også et ligefremt backbeat i ny og næ. Adskillige gæstesoloer fra blandt andre Murphy (Death/Obituary/Testament) og Hobbs (Suffocation) bidrager med nederdrægtig sadisme, men som hovedregel er albummet blottet for leadguitar. Vokalen kan growle lige så dybt som Frank Mullen og lige så uforståeligt som Lord Worm, så teksterne skal man enten gætte eller læse sig til. Alt ovenstående udgør naturligvis blot dørtærsklen for OSBDM – spørgsmålet er, hvad der ellers er at komme efter?

For mig at se byder Prophecies desværre fortrinsvis på en del mangler. Der er intet af Suffocations kompleksitet, Cryptopsys grufulde ørehæng eller Rottrevores frastødende sygelighed. Sange som ”Cauterized Wound Impalement” og “Splicing the Alien Gene” ligner OSBDM på overfladen, men riffene er for enkle til at kommunikere nogen særlig følelse, for slet ikke at tale om at male billeder af den mest udsøgte lemlæstelse. Andetsteds, for eksempel på titelnummeret, får gruppen lejlighedsvis fat i noget godt, som til gengæld gentages uden variation fire-otte gange. Det var dét riff – videre til næste. Endelig er jeg ærgerlig over, at gruppen ikke varierer lydniveauet mere. Størstedelen af albummet forløber med hurtige og støjende guitarriffs og ditto trommerytmer med få afbræk, hvilket gør, at halve og hele sange passerer i total monotoni. Ret beset var jeg fem gennemlytninger inde i albummet, da det slog mig, at 2’eren og 9’eren faktisk er den samme sang med let forskellige produktioner. Dette bør jeg måske ikke brokke mig over, da jeg efter egen indrømmelse ikke havde lagt mærke til det ellers, så fint nok, jeg lader den ligge. Dette gør heller ikke de gode passager nogen tjenester. ”Craving of the Mutated Fetus” byder på riffs med flere toner, mere variation og i det hele taget flere idéer end forgængerne, men den smelter sammen med de øvrige sange, siden alt andet end riffenes buldren er sparet væk. ”Upon the Mayan Throne” sænker som den eneste sang tempoet til en kravlen, som den til gengæld aldrig kommer ud fra.

Kraniebule

Prophecies of the Conjoined gør ikke det samme ved mig, som de fleste af stilartens oprindelige gerningsmænd. For det meste buldrer albummet frejdigt afsted i et moderat hurtigt tempo uden at skænke en flygtig tanke til effektfuld sangskrivning. Riffs er der mange af, men få af dem tilstræber giganterne, hvad hittepåsomhed angår. I uskøn forening med den ligefremme sangskrivning skabes et album, som blot efterlader en bule, hvor man havde set frem til et kraniebrud.

Tracklist

  1. Regurgitated And Reprocessed
  2. Cauterized Womb Impalement
  3. Prophecies Of The Conjoined
  4. Craving Of The Mutated Fetus
  5. Upon The Mayan Throne
  6. Splicing The Alien Gene
  7. Telekinetic Insemination
  8. Cannibalized By Octuplets
  9. Cauterized Womb Impalement (Genetically...
  10. Recombination Sequence Complete