En ny æra er begyndt for de italienske metallere
Vi ser det tit. To venner med fælles interesser danner et band. Flere af deres venner kommer med, og det udvikler sig til noget stort, og til sidst tager de på tour og sælger masser af albums. Det var sådan cirka sådan det gik det italienske band Elvenking. De to venner var guitaristerne, som interesserede sig for folklore og heavy metal. Så kom og gik der nogle bandmedlemmer, imens de nåede at lave seks studiealbums. Da de så skiftede trommeslageren ud i 2011, betegnede de det selv som begyndelsen på en ny æra for bandet. Og derfor har de valgt at give deres syvende album det rammende navn Era. Det er ikke en positiv oplevelse, endda som folk-fan.
Albummet starter ud med "Loser", som har en ganske fin energi, men lidt mærkelig start. Dog skrænter det gennem nummeret, og det bliver noget middelmådigt noget, hvor der spilles simple riffs, og folk-elementerne, som de ellers er kendt for, smides ind tilfældigt som små passager. Det virker som om at de får rettet op på det i andet nummer, men folk elementerne bliver hurtigt erstattet af klaver, og kommer først igen et stykke ind i nummeret. Første guitarsolo, og største skuffelse, er også at finde i dette nummer. Den er langsom, for klodset og simpel. Jeg vil vove at påstå at en musikskoleelev ville kunne gøre det bedre. Dog er rytmespillet væsentlig bedre her. Og sådan fortsætter det gennem albummet. Simpelt trommespil og småfesent guitarspil. Forsangerens stemme gør det heller ikke bedre. Han lyder som en teenagedreng, der er i slutningen af sine pubbertetsår. Dog har albummet nogle enkelte små perler. Den største af dem er sangen "A Song For The People", hvor forsangeren synger duet med en kvindelig vokal, og folk elementer bruges virkelig godt! Dog er der ingen guitar, men det glemmer man hurtigt i sangen festlige stemning.
Elvenkings nye æra virker ikke positiv for mig. For det første er deres tekster, og til tider deres musik (specielt på "Forget-Me-Not") alt for cheesy, og passer slet ikke til et band med folk elementer. Desuden er teksten sunget af en, der lyser som en pubertetsdreng, og man sidder nærmest og venter på at hans stemme knækker, fordi den er ved at gå i overgang. Desuden er det instrumentale ikke imponerende, og folk- elementerne alt for få! Dem der er formår de dog at få til at lyde utrolig godt, og det er det der ligge bag det meste af den givne karakter.
Trackliste 1. The Loser 2. I Am The Monster 3. Midnight Skies, Winter Sighs 4. A Song For The People 5. We, Animals 6. Through Wolf's Eyes 7. Walking Dead 8. Forget-Me-Not 9. Poor Little Baroness 10. The Time Of Your Life 11. Chronicle Of A Frozen Era 12. Ophale
The Loser er albummets single, og viser store dele af albummet meget godt.
